Mikkel Munksgaard
Masker er meget individuelle, og skal passe til dit ansigt – hvorfor det er én af de få ting man meget enkelt bør prøve før man køber den. Det er både tætning mellem maske og ansigt, men også om man netop får røde mærker, om den strammer eller på anden måde generere. Man kan ikke rigtig købe sig ud af det, da det alene er pasformen der tæller og ikke kvalitet.
Hvis du har overskæg eller stubbe skal du forberede dig på at bruge vaseline for at tætne.
Måden du tester på, er at sætte masken som den skal sidde, men uden elastik omkring hovedet, og så danner et undertryk i masken. Den skal kunne sidde af sig selv, uden den slipper – hvis der fiser luft ind, kommer der også vand ind. Det er ikke meningen du skal stramme den helt vildt – det er udtryk for at skørtet ikke passer.
Jeg har selv en super lækker lille lavvolumes maske liggende derhjemme, som jeg kun kan bruge til at låne ud – den jeg bruger er stor, grim og kedelig – men den lukker tæt, og det er kun fiskene der ser min grimme maske…og hvis de siger noget til mit udseende, så får de et stykke koldt stål i sækken.