David H
Bedre teknik – Frenzel vs. Valsalva
Jeg bruger en teknik, der hedder Frenzel og som alle fridykkere, der skal bare en smule længere ned bør lære. Scrap that, rent faktisk burde vi alle lære den, da den er mere effektiv med et mindre energiforbrug end den klassiske Valsalva.
Ved en Valsalva, som bl.a. bruges af de fleste flaskedykkere, udligner man ved at diaphragmamusklen i mellemgulvet presser luft fra lungerne igennem luftrøret og svælget op i mundhulen og ud igennem E-rørene.
Det er en stor muskel at aktivere, især når man prøver at holde maven helt i ro under et potentielt langt breath-hold. Når man begynder at dykke dybere bliver det også sværere at “få adgang” til luften i lungerne, da de bliver presset meget sammen. På de dybe dyk kan man også risikere at skade de allerede heftigt sammenklemte lunger med så kraftig en muskel.
Løsningen er at lære at bruge Frenzel-teknikken, eller at frenzle, som det så kært også hedder i verbumform.
Ved en Frenzel lukker man af for luftrummet i lungerne ved at lukke strubelåget(epiglottis) og bruger istedet tungen som et stempel til at presse luften i mundhulen ud i E-rørene. [Rettelse: Det er stemmelæberne (glottis) længere nede i halsen, som man lukker – ikke epiglottis]
Det foregår i praksis ved at man laver, hvad der kaldes et “t-lock”, hvor spidsen af tungen placeres lige bag fortænderne i overmunden – som når, man skal udtale et “t”.
Derefter presser man bagenden af tungen op imod mundhuleloftet (altså opad). Du skal selvfølgelig stadig klemme om næsen.
Hvis du gør det rigtigt, skal du kunne trykudligne uden at mellemgulvet bevæger sig overhovedet og uden, at der kommer lyde fra strubehovedet (som er et tegn på, at luft passerer).
For at føle hvordan du lukker strubelåget [ikke strubelåget, men stemmelæberne] sker det, når du ånder ud fra mellemgulvet men lukker af ved svælget. Prøv at sig en lang a-lyd med et pres fra maven og så stop lyden/udåndningen ved hjælp af struben.
Nogenlunde sådan her: Aaah, luk af, luk op, aaah, luk af, luk op, aaaah. Du skal ikke stoppe med at ånde ud fra mellemgulvet, men kun lukke strubelåget.
Når jeg træner Frenzel på land ligger jeg tit en hånd på maven for at sikre mig, at jeg ikke spænder. Nogle gange bruger jeg en næseklemme, så kan jeg f.eks. sidder og poste her mens, jeg frenzler 😉
Shooter & Shooter - Fotograf & Spearo