• Forfatter
    Indlæg
  • #52661

    Jesper Nordin
    Moderator

    HER RESULTATET AF DE FØRSTE 100 INDBERETTEDE DYK FRA DANSK UNDERVANDSJAGTDATABASE:

    Kbh. 29/10 2018

     

    Dansk Undervandsjagtdatabase, 1. Statistiske Beretning, November 2018

    Kommentarer eller anmodninger sendes til maestronordin@gmail.com

    De samlede data er tilgængelige, så hvis der er nogen der vil studere dem nærmere skal de bare sende mig en mail.

     

    Bemærkninger til denne første statistiske beretning: Der er endnu ikke indløbet nok rapporteringer til at give et fuldt eller helt realistisk billede af danske undervandsjagt. Ikke desto mindre tegner der sig allerede tydelige tendenser i flere kategorier, og hvad der p.t. er mest et kuriosum, kan gå hen og blive statistisk gangbart, såfremt der er god spredning og frekvens på de indsamlede data.

     

    Da det har stået den enkelte frit at vælge hvor mange spørgsmål vedkommende vil besvare, og jeg desuden løbende har tilføjet spørgsmål igennem de sidste par uger, er der meget stor forskel på antallet af besvarelser af de forskellige spørgsmål. Den forskel vil også udligne sig med tiden.

     

    Antal individuelle undervandsjægere:

    46 anonyme, 30 navngivne. (Jeg kan ikke sige med sikkerhed om det drejer sig om 76 individer, da anonyme jægere jo godt kan have indtastet mere end ét svar.)

     

    Antal individuelle spots:

    73 besvarelser fordelt på 35 individuelle spots + 10 hemmelige spots. D.v.s. knap 14% hemmelige dyk!

     

    Mest besøgte spots:

    1. Knud Rasmussen med 5 registreringer
    2. Glatved med 4 registreringer
    3. Kikhavn/Smidstrup/Snekkersten/Gulstav med 3 registreringer hver.

     

    Samlet antal dyk: 100, hvoraf det skal bemærkes at jeg selv har indtastet de 19.

     

    Et typisk dyk:

    • er foretaget i svag vind (0-5 m/s) uden nogen former for nedbør, ingen eller svag strøm og ingen eller meget få bølger, starter mellem kl. 21 og 23 om aftenen, og varer fra 1,5 til 2,5 time.
    • Langt størstedelen af de registrerede dyk foretages ved jævn, tiltagende eller høj vandstand.
    • Jagten foregår i over 70% af tilfældene hovedsageligt på lavt vand; i badekarret, over inderste revle eller på rev på lavt vand.
    • Det er værd at bemærke, at halvdelen af de registrerede dyk er solo-dyk.
    • Halvdelen af registrerede dyk er foretaget fra en strand.

     

    Typisk fangst: Obs! Da jeg indtil videre er for dum/uvidende-omkring-statistik til at tage højde for om forskellige jægere har indtastet data for samme dyk (fordi de var ude sammen), skal disse procentsatser tages med et gran salt, da de er beregnet ud fra den samlede fangst på dykket, og ikke den enkelte jægers individuelle fangst).

     

    • I ca. halvdelen af dykkene bliver der taget 0-2 fladfisk.
    • I over 85% af dykkene bliver der taget 0-2 pelagiske fisk med hjem.
    • I  ca. 15% af dykkene tages 10 eller flere fladfisk med hjem.
    • I ca. 8% af dykkene tages 5 eller flere pelagiske fisk med hjem.
    • I Knap 50% af dykkene hjemtages ingen pelagiske fisk overhovedet.

     

    Fisk registreret: (Baseret på individuelle jægeres indberetninger)

    1 Aborre

    1 Havtaske

    1 Leps

    1 Regnbueørred

    1 Sej

    2 Hornfisk

    2 Rimter

    3 Fjæsing

    3 Slethvar

    4 Ising

    5 Torsk

    17 Søtunger

    20 Pighvar

    24 Havørreder, heraf 5 farvede

    23 Rødspætter

    164 Skrubber

     

    I alt 272 fisk, heraf ca. 60% skrubber, ca 9% Havørreder, ca. 8,5% rødspætter og ca. 2% torsk.  

     

    Største fisk registreret: Havørred på 7.4kg

     

    Typisk grej:

    Jeg har sammensat en ‘gennemsnits’-pakke, baseret på de besvarelser der også har handlet om grej.

     

    Harpun: 75-85 cm, aluminium med 1 elastik, dyneema wishbone, åben eller lukket muzzle (det er ca 50/50), og uden linehjul.

    Harpunen er enten forbundet til bøjen eller til ingenting.

    Finner: Plastic (dog er carbon godt med på ca. 35%). Rimelig jævn fordeling på fabrikat, men Omer tager teten og Leaderfins og Seac er godt med.

    Våddragt: Cressi eller Omer 7 mm. Tykkelsen hænger nok sammen med at langt størstedelen af de registrerede dyk er fra Oktober måned. Dragten tages på med sæbevand eller varmt vand.

    Handsker og sokker: 5mm.

    Bly: Omkring 10% af kropsvægt (75% af besvarelserne ligger mellem 8 og 12%).

    Det mest almindelige bælte er et gummibælte med metalspænde.

    De fleste – ca 75% – bruger en vægtvest med minimum 2 kg på, mens lidt over halvdelen også bruger ankelvægte, typisk på 500 g pr. ankel.

    Bøje: Torpedobøje (ca. 50%) med en elastisk bøjeline. Dog er forskellig størrelse flåde også meget almindeligt, og kun meget få bruger ingen bøje.

    Over 80% har stringeren hængende på bøjen, og de fleste bruger enten Orbiloc eller en Powerflare type som bøjelys.

    Maske: Mikromaske, præpareret med en snotklat og lidt havvand.

    Snorkel: Stor spredning på forskellige typer, men langt de fleste dog uden ventil.

    Kniv: Omer eller Salvimar. placeret på blybæltet, ydersiden af armen eller på underbenet (der er ret jævn fordeling på de tre muligheder).

    Lygte: Solarstorm DX4s – andre populære modeller er Bifrost 2000 og Wiseone 5000L.

     

    En typisk dansk UV-Jæger:

    • Gemmer bilnøglen under eller i nærheden af bilen.
    • Har et par crocs og en murerbalje med.
    • Dykker ikke med ur, kamera eller gps.
    • Har hverken linecutter eller  kompas med ud.
    • Bruger hverken maskelys, pandelygte eller camelbag.
    • Træner hverken fridykning eller rugby.

     

    I forhold til en gennemsnitsdansker, er der mange uv-jægere der også fisker med stang eller dykker med flaske, men det kan nok ikke komme bag på så mange. Der er endnu for få besvarelser angående dykkeres alder, erfaring, hvornår de er startet med at dykke etc. til at man kan sige noget fornuftigt om det. Over 70% af alle dyk vurderes til et 8-tal eller højere på en skala fra 1-10. Det indikerer at undervandsjagt er en hobby der giver livskvalitet og generelt skaber glæde blandt sine udøvere. Heller ingen overraskelser der!

    Som pdf fil: Dansk Undervandsjagtdatabase Statistik November 2018

    Link til Dansk Undervandsjagtdatabase https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf5S_i6GMgachiWrYruNzwIF0tBvNd_NTiEg_ahY9xucZGk3g/viewform?usp=sf_link

  • #52666

    Det er virkelig sjov data, Jesper!

    Til sidst får vi jo en persons a la:

    Jens, 43 år, 2 børn, Toyota Corolla, 311,5 venner på Facebook, lønmodtager og stemmer Soc.dem 😉

    Morten Rosenvold Villadsen

  • #52721

    Jesper Nordin
    Moderator

    Forhåbentlig kommer der en masse brugbar data frem, som man så kan kryds-referere og udlede forskellige interessante ting af.

    Ideelt set vil man på sigt kunne se under hvilke forhold der fanges flest fisk og hvordan hvornår og hvor længe folk dykker alt efter erfarings niveau f.eks. – hvilke spots der giver flest fisk ved fuldmåne eller hvor mange procentdele af uvjagt fangster der indeholder fangst af Hårhvar!

    Det er også vigtigt at vide noget om de emner der ofter er kontroversielle…natdyk, farvede ørreder, konfrontationer med stangfiskere, ulovligt garn etc. etc. 🙂

     

  • #52730

    JacobLund
    Participant

    For nye i hobbyen er det også sjovt og motiverende at se, at alting ikke foregår på “van(d)vittige” dybder 🙂

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.