Viser 3 svartråde
  • Forfatter
    Indlæg
    • #28730

      Hej i forummet 🙂
      Jeg har kastet mig hovedkuls ud i projekt UV jagt sammen med den gamle… men sandheden er at vi ingenting ved… jo altså vi har set lidt youtube videoer og læst lidt på nettet, men vi er langt fra eksperter…

      Jeg har handlet lidt hos kongefisken, men jeg tøver lidt med kun at lytte til dem da sælgere jo oftest gerne vil sælge hele butikken (jeg ved ikke om det er tilfældet hos kong fisk).

      Lang historie lang. Jeg har følgende og vil gerne vide hvad jeg mangler 🙂

      Salvimar vodoo harpun
      Snorkel
      Briller
      Svømmefødder
      Torpedobøje
      Våddragt (billig fra Bilka) jeg aner ikke om den kan bruges, men lortet var billigt så jeg købte den 🙂

      Jeg tænker at en dykkerkniv er et must?
      Og muligvis en ordentlig våddragt, men derudover kunne jeg godt bruge lidt indspark 🙂

    • #28731

      Peter Skarby
      Deltager

      I forhold til dykkerkniven ; den skal bruges til at aflive fisk med , derfor skal den være spids , den skal også kunne skære dig fri hvis du sidder fast, derfor må den gerne have savtakker på den ene side. Derudover er der nogle knive der har et spor til at trække spyddet fri hvis det sidder fast. Den sidste ting i forhold til valg af kniv er funktionen af skeden, kniven skal kunne trækkes med en hånd uden først at løsne diverse elastikker osv. Jeg har desvære selv fået købt en kniv med en dårlig skede og det er til stor irritation. I forhold til dragten kan du godt bruge den fra ca 13 grader og op .du mangler neopren sokker 5 eller 7mm(afhængigt af plads i svømmefødderne ) og handsker ellers bliver det for koldt det meste af året Peter S.

    • #28732

      Mads Broe
      Deltager

      Velkommen ombord!

      Som vi plejer at gå og fortælle hinanden; “man må aldrig gå ned på grej” – og det er vel mest en undskyldning for at begave sig selv med mere grej, men der er nu også noget reelt i det. Af den årsag kan man, når man starter i hobbyen, ligeså godt købe noget ordentligt grej fra start af. At købe det billigste man kan finde, kan nemt resultere i at man får en dårlig oplevelse første gang man er i suppen, og det kan give et misvisende billede af hvor fedt UV-jagt i virkeligheden er, når grejet ellers spiller som det skal.

      Som det første vil jeg råde dig til at købe en rigtig jagtdragt, surfdragter uden hætte er ikke vejen frem, de er utætte og ikke tykke nok til det vi laver, køb en todelt 5-7mm med hætte og bæverhale, jeg har hørt godt om Raganrok-dragterne fra divecenter.dk, så de kunne være værd at tage et kig på, og så støtter man samtidig en af de lokale som har årevis af erfaring på bagen som UV-jæger. Tænk over om du skal have high waist eller longjohns på underdelen, med high waist er det muligt at slå en streg uden at skulle have overdelen af, en underdel med longjohns er varmere at dykke i, men kræver en smule mere bly. Husk at prøve dig frem hvor du kan bunde, når du skal afgøre hvor meget bly du skal ha’ på, og husk at blyet skal kunne smides hurtigt.

      Jeg vil anbefale dig at skaffe et par handsker og et par sokker, selv bruger jeg handsker i 3mm og støvler i 5mm (jeg dykker som en af de få med hælremfinner). Uden handsker og sokker, kommer du hurtigere til at fryse, det er af samme årsag at der skal være hætte på dragten, husk på at du vil komme til at spendere flere timer ad gangen i vandet. 5mm handsker varmer mere end 3mm, det giver sig selv, men man mister noget føling med hvad man laver.

      Du skriver ikke hvad du har af finner, men da du nu skal til at bruge nogle muskler du formentlig ikke har brugt det helt store førhen, er det en god idé at få sig nogle lange bløde finner, korte SCUBA-finner er ikke ideelle.

      Mht. kniven ser jeg lidt anderledes på det end Peter S. Det er korrekt at din kniv i langt de fleste tilfælde vil blive brugt til at aflive fisk med, men dens formål er først og fremmest at den skal kunne skære dig fri hvis du hænger fast. Vi er enige om at skal den bruges som en multifunktionskniv er det rart at den er spids, og en savtakket ryg er heller ikke en dårlig idé, men gå i første omgang efter en kniv som du føler dig tryg ved i en nødsituation, man kan aflive fisk med det meste. I øvrigt er det en god idé at have en back-up kniv (ligesom en back-up lygte til natjagt), så jeg vil anbefale at du køber dig en god solid kniv med et skridsikkert greb til hvis det skulle gå galt, og så en mindre og dedikeret aflivningskniv da en sådan en nemmere at styre. Selv bruger jeg kombinationen Akona Talon + Salvimar ST + en linecutter fra divecenter.

      Du kommer også til at skulle bruge noget bly, ellers kan du ikke dykke, du kan starte med et bælte, men når du kommer lidt op i dragttykkelse, vil du formentlig finde ud af at du kommer til at hænge som et “U” i vandet, og det kan give lændesmerter, overvej derfor om ikke en dropvest er noget for dig, de fleste jeg kender bruger sådan en fætter, og ved en dragttykkelse på 7mm er det nærmest et must.

      Derudover vil jeg sige at du og den gamle skal starte med at læse op på shallow water blackout før I hopper i suppen, og udover det læse alt hvad I kan om hobbyen. I kan starte med den her.

    • #28734

      Fisketegn!

      Jeg vil også anbefale at fordele blyet, så det hele ikke hænger i bæltet. Vest, bælte og ankel er vejen frem, men ikke must.

      Jeg har en målsyet Teknodiver dragt fra Kingfish, hvilket jeg har været meget tilfreds med.

Forum er sponseret af

Viser 3 svartråde
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.