Viser 14 svartråde
  • Forfatter
    Indlæg
    • #25441

      Allan Pedersen
      Deltager

      Hej

      Jeg er ny UV jæger :woohoo:
      Jeg var ude første gange i lørdags, var i vandet i en times tid. Fik ikke nok, så var igen i søndag – dog kun ca. 45 minutter. Velvidende at det ikke rigtigt er sæson og at stedet jeg valgte måske ikke lige var det bedste fiske sted ville jeg alligevel afsted, mest for at få erfaringer med udstyret, vandet, teknikker osv. inden sæsonen rigtigt starter…. det har også givet anledning til et par spørgsmål jeg håber i kan hjælpe mig afklare, nogle er lidt pragmatiske, men ikke desto mindre noget jeg godt kunne bruge lidt gode råd omkring.

      Jeg har 4 kilo bly i vesten og 2 i bæltet – dette synes at være en del for lidt til at kunne dykke rigtigt ned. Jeg har en 7 mm våddragt, Seac. (Jeg er 187cm høj – normal bygget :whistle: ) De gange hvor jeg ville dykke ned synes jeg virkelig at skulle kæmpe for at gå dybt. Hvor meget bly bruger i?

      Pragmatisk spørgsmål – at tage finner på… hvordan gør i det/hvor gør i det… på stranden eller i vandet? Mine finner sidder umiddelbart rigtigt godt på mig, men kan være lidt svære at få på, især når jeg har alt andet på. Måske man skulle finde et skohorn! :blink: Har i nogle gode tips?

      Snorklen – Jeg føler den larmer/raller en del fra tid til anden når der er lidt vand i – vil jo nødigt skræmme fiskene væk. Er der nogle tips tricks til at undgå dette? Dykkes der ned mundstykket i eller spytter i dette ud inden dyk?

      På forhånd tak

    • #25442

      David H
      Moderator

      Hej Allan og et stort velkommen til verdens pt. fedest forum. Glæd dig til vandet bliver varmere, så liver forummet endnu mere op.
      Jeg kan ikke hjælpe så meget med dit bly, da jeg næsten udelukkende dykker i Asien i en 3mm og kun en lille håndfulde dage om efteråret i DK i en 5mm’er.
      Men hvis jeg drister mig til at sige noget, så vil jeg skyde på at du har 4-6 kilo for lidt. Men Mace og andre plejer at være gode til hjælpe på vej. Man dykker som oftest ikke så dybt i DK og sammenholdt med de tykkere dragter gør det, at man er lidt tungere vægtet end andre steder.

      Mht. finner, så kommer det lidt an på havet den dag/aften og hvor hurtigt, der bliver dybt nok til at svømme.
      Der skal egentligt meget lidt vand til før, at min mave ikke skraber bunden, så jeg tager finner på et par skridt ude i vandet. Det kan være tricky hvis der er bølgegang, men det kan hjælpe lidt at sætte sig med front mod stranden. Så laver jeg bare et lille halvt rul og har allerede hovedet udaf og kan finne væk.
      Min angst er selvfølgelig at få slået en finne ud af hånden og miste den i bølgerne. Men efter at jeg har opgraderet til en lille flåde istedet for torpedobøje er der mindre bekymring – jeg kan tage en finne på ad gangen, mens den anden stadig er spændt fast på flåden.

      Det er smart at vænne sig til at spytte/tage mundstykket ud under hvert dyk. Når jeg kommer op igen, tipper jeg som regel bare mundstykket nedad et kort øjeblik før jeg tager det i munden. Så er snorklen tom. Det er meget nemt og tager ingen tid. Da jeg var yngre og snorklede en masse, pustede jeg vandet ud lige inden jeg brød overfladen, men efter at jeg er begyndt at fridykke er jeg holdt op med det.
      Hvis man dykker lige til kanten og har presset sig selv for meget kan sådan en udåndning i teorien være det som gør, at du blackouter. I praksis kan du sikkert sagtens gøre det, men personligt dykker jeg under UV-jagt nu på samme måde som jeg har lært at fridykke – dog uden nogensinde at presse mig selv på dybde eller tid.

      Jeg har også droppet den lille plastikholder, som bruges til at holde snorklen fast til maskeremmen. Istedet fører jeg bare snorklen under stroppen. Så hænger den ikke og dingler under dykket og mundstykket er også meget tættere på munden. Og hvis bølgerne er en smule tricky den dag er det også godt, at snorklen bliver holdt bedre fast i den position, som virker bedst.

      Velkommen igen:-)

      Shooter & Shooter - Fotograf & Spearo

    • #25444

      Jesper
      Deltager

      Hej Allan

      Velkommen til forummet – som Diving Gecko skriver er det helt fantastisk.

      Jeg er selv 185 og vejer 75 kg. Når jeg bruger min 7 mm dragt har jeg 6-7 kg. i bæltet, 4,2 i min vest og godt et kilo på hver ankel. Det passer godt til mig. Mit råd vil være at købe bly så du rammer lidt under det jeg har, prøve det af og evt. tilkøbe 1-2 kilo mere hvis det er nødvendigt. Jeg har lidt opdrift ned til 2-2,5 meter hvor jeg er vægtneutral og herunder får jeg negativ opdrift.

      Mht. finnerne, så er det lidt forskelligt men jeg tager dem altid på i vandet. Er der mange sten man skal udover, så er det en god ide at gå lidt ud før man tager dem på. Og så gør jeg som Diving Gecko, ruller rundt på siden og svømmer ud af.

    • #25445

      Hej Allan,

      Må jeg kondolere overfor dine nærmeste familiemedlemmer og venner! Hvis du springer i bølgen blå – i danske farvande – i denne tid – 2 gange på en weekend, så er du mistet for omverdenen og er tydeligvis ret psykotisk. Fedt!! :woohoo:

      Og tillykke til dig, du har fundet en fed fantastisk hobby!

      Jeg er af cirka samme højde som dig og vejer 85 kg. Af disse kilo, er en hel del af dem placeret uhensigtsmæssigt tilfældige steder rundt på kroppen, hvor de skaber lokal opdrift.

      Jeg har 750 gram bly om hver ankel, 4 kilo i vesten og 9 – 10 kilo i bæltet, lidt afhængig af hvor jeg skal padle rundt og hvor koldt det er…

      Hvis det er koldt – som det er i denne tid – ryger der et kilo mere på, for så er jeg meget lidt tilbøjelig til at udlufte dragten, altså linde lidt på hætten så det indtrængende vand kan fortrænge de lune luftlommer i dragten… :pinch:

      Det er også en 7mm dragt jeg har, med longjohnbukser.

      Hvis jeg kun havde 6 kilo bly på, og stod lodret i vandsøjlen, vil vandet nok cirka gå mig til navlen B)

      En god tommelfingerregel er, at hvis du står lodret i vandsøjlen, bør vandet stå midt på maskeglasset. Det vil formentligt betyde, at du vil have neutral opdrift på cirka 3 meters dybde som jeg har det, fordi vandets tryk på dragtmaterialet gør opdriften mindre. Når du kommer længere ned, vil du synke.

      Det er rart at have en dag med rimeligt stille vand til at eksperimentere med blyet!

      Dyk og pløk!

      /Nikolaj

    • #25446

      Allan Pedersen
      Deltager

      @Undervandsadvokaten, JesperUV, Diving Gecko

      Tusind tak for jeres velkomst og gode råd! De skal helt sikkert testes i weekenden!

      Jeg kan godt se at jeg noget bagud på bly, jeg tager forbi den lokale dykker shop og henter nogle kilo senere på ugen! Men rart nok at få bekræftet at jeg blot er for let! :woohoo: Rigtigt fedt med de gode råd om opdrift, vandsøjle osv. !

      Jeg vil helt sikkert prøve at tage finnerne på i vandet på næste dyk, virker som en god strategi med at kunne rulle rundt og komme afsted.

      Jeg er ikke på fridykker stadiet, endnu, men vil helt sikkert prøve snorkel teknikken beskrevet! tak!

      Endnu en gang tak for velkomesten og de gode råd – jeg vil opdatere jer på effekten så snart jeg har været i! :cheer:

    • #25448

      Mads Broe
      Deltager

      Ohøj Allan, og velkommen til!

      De andre fyre har allerede dækket dine spørgsmål, jeg er helt enig og har ikke noget at tilføje, jeg har dog noget andet du måske kan bruge. Det er fra en tråd jeg startede engang, men den er nu desværre forsvundet ud i cyberspace:

      -Lad aldrig harpunen over vandet, hvis den går af og linen knækker er det ikke til at sige hvor spyddet lander, og knækker linen ikke er der stor sandsynlighed for at spyddet kommer retur, begge dele er noget skidt.

      -Peg aldrig med en ladt harpun på noget, hvis ikke du har tænkt dig at skyde hul i det, omend det er usandsynligt så kunne skidtet gå af på et meget uheldigt tidspunkt.

      -Stik de flade i stedet for at skyde dem (eller brug kniv/hænder), så holder din spydspids længere, og du er ikke ubevæbnet når et bedre bytte viser sig mens du afmonterer.

      -Afliv fisken før du kyler den på stringeren, så er der mindre risiko for at du bliver overrasket af en fisk som ikke var helt død alligevel.

      -Kyl fisken på stringeren før du trækker spyddet ud, så er der mindre risiko for at du bliver overrasket af en fisk som du ikke havde fået aflivet helt alligevel.

      -Stringere lavet af gummicoated stålwire hører til på bøjen, ikke i bæltet, det duer ikke at skulle skære sig igennem en stålwire når man hænger fast på bunden. Desuden er der flere og flere som oplever nærkontakt med sæler.

      -Bøj spidsen af modhagen på spyddet ud, så har den lettere ved at åbne når fisken giver modtræk.

      -Klem modhagen på “oversiden” med en rundkæbet spidstang, lige bag nitten som holder den fast på spyddet. Modhagen skal forblive udslået efter at du har rullet spyddet hurtigt mellem hænderne, så er der mindre risiko for at den klapper ind igen mens du har en kæmpende fisk på.

      -Sørg for at din spydspids er slebet op før du hopper i suppen, så får du bedre penetration og færre anskudte fisk.

      -Anskudte fisk søger ofte mod dybere vand, hvis du zig-zagger efter dem på tværs af deres flugtrute er der som regel gode chancer for at finde dem igen, og de vil ofte stå stille på bunden.

      -Det er lettere at jage i modstrøm i starten af jagten, og lade sige føre tilbage til udgangspunktet af strømmen når energien er opbrugt, end at gøre det modsatte.

      -Sørg for at du kan komme til din kniv med begge hænder, og hav gerne to knive på dig.

      -Bruger du pandelampe, så sæt dens strop fast på din maskestrop, så er der mindre risiko for at tabe den.

      -Sæt en spidsbesytter på dit spyd, og behold den på til du er i vandet og skal til at lade. Sådan en 70-80 kg UV-jæger som lander på sin egen spydspids når han kravler rundt på en glat bølgebryder kl. sent om natten giver dårlig omtale (og huller i dragten). En spidsbeskytter kan nemt laves af en stump harpunelastik, med en løkke af snor i den ene ende; løkken giver dig mulighed for at fæstne den til bøjen.

      -Dyrker du natjagt, så få sat et markeringslys på din bøje! Det er enormt irriterende ikke at kunne se sin makker når han er 10 meter væk. Desuden giver det de svenske sildesmuglere en chance for at se dig så du ikke bliver sejlet over.

      Det var alt jeg lige havde for nu, og har sikkert glemt en masse, men vi skal jo starte et sted.
      Dyk & Pløk…

    • #25449

      Mads Broe
      Deltager

      Har lige noget mere fra en anden gammel tråd:

      Det muligt at du kan bruge en forklaring på følgende udtryk, nogle bliver kun brugt i visse kredse og andre giver sig selv, men nu smider jeg det hele med, og det bliver skrevet i rodet uorden.

      – Ladeplade – En forstærkning midt på brystet af jagtdragter, som yder beskyttelse mod det tryk der kommer når du lader din harpun.

      – Ladeknop – Den som oftest pladeformede anordning som sidder bagerst på din harpun, og som trykkes mod ladepladen på dragten under ladning.

      -Tracking – At lægge harpunen op på målet, mens det er i bevægelse.

      -D&P – “Dyk & Pløk” UV-jægernes ækvivalent til stangfiskernes “Knæk & Bræk”.

      -Sølvtøj – Havørred.

      -HØ – Havørred.

      -Musikål – Hornfisk.

      -Sølvpil – Hornfisk.

      -Havslange – Ål (stor) NB* ål må ikke skydes i DK.

      -Flad – Ikke nærmere bestemt fladfisk.

      -Spætte – Rødspætte.

      -Varfisk – Hvarre (“m. søm” – pighvar specifikt).

      -Sømmåtte – Pighvar.

      -Sømkasse – Gedde.

      -Stikker – Fjæsing.

      -Roller/rollergun – Harpuntype som udnytter harpunens fulde længde, kan ofte justeres i skudstyrke.
      Disse kan være ekstremt kraftige da de kan bygges så de lades lidt af gangen.

      -Pneumatisk/luftbøsse – Harpuntype hvor der bruges trykluft til at drive spyddet ud med, visse kan justeres i skudstyrke.
      Disse er generelt lidt hurtigere at tracke med, da de ikke har elastikker som skaber turbulens, desuden siger de ikke meget ved skud, men skal lades i én bevægelse.

      -Compound/demultiplied – Harpuntype som udnytter harpunens fulde længde, har meget lidt rekyl, kan bygges så de lades lidt af gangen, og kan ofte justeres i skudstyrke.
      Denne type harpun kan bruges på kort afstand uden at spydspidsen bliver alt for smadret, ved skud mod mål med hård baggrund, men det gælder kun på kort afstand.

      -Blue water gun – Harpun til storvildtjagt, som vi ikke har noget af i DK.

      -Stringer – Kort stålspid forbundet med en wire eller line, som bruges til at opbevare fangsten på.

      -Stangsvinger – Stangfisker.

      -Gummimand – Uv-jæger.

      -Neopren-ninja – UV-jæger.

      -Drop vest – Vægtvest som kan smides hurtigt.

      -Leopardbund – Sandbund med mindre plamager af tang, ofte et godt jagtområde.

      -Ørken – Ren sandbund, her er sjældent noget at komme efter.

      -Burhøns – Undslupne regnbueørreder fra havbrug.

      -Lokumsbræt – Stor fladfisk.

      -Havebord – Større fladfisk.

      -Bæverhale – Forlængelse på bagsiden af overdelen af en jagtdragt, som foldes ind mellem benene og knappes fast på forsiden af overdelen for at holde dragten tæt.

      -Flopper – Modhagen på et harpunspyd.

      -Badekar – Fordybningen mellem stranden og første revle, her er ofte gode jagtbetingelser om natten. Er der flere revler betegnes fordybningerne også som badekar (1., 2., 3. osv.).

      -Muzzle – Den forreste del af harpunen.

      -Mørkehajer – De imaginære trusler, du forestiller dig ligger og cruiser rundt lige akkurat udenfor dit synsfelt når du er ny i hobbyen, og som også kan dukke op de første gange du er på et natdyk.

      -Spæktorpedo – Sæl.

      -Kebabskud – Skud som gennemborer fisken på langs.

      -Aguatto – Jagtform hvor man sniger sig frem langs bunden.

      -Aspetto – Jagtform hvor man ligger stationært i baghold bag dække i form af tang, sten, eller anden fremtrædende struktur på bunden.

      -Drivjagt – Jagtform hvor man ligger i overfladen og lader sig føre med strømmen mens man afsøger bunden for fisk, eller steder hvor det vil kunne betale sig at dykke.

      -Spille banjo/guitar – Det at fremkalde lyd på harpunelastikkerne, som man ville gøre det på en guitarstreng, med det formål at lokke nysgerrige fisk til.

      -Badedyr – Bøje.

      -Prikke – At stikke (hovedsagligt) fladfisk med spydspidsen, frem for at skyde dem.

      -Pissette – En rigtig smart anordning man kan montere i sin dragt, som kun de færreste har mod til rent faktisk at installere (i mit tilfælde har jeg undladt af hensyn til den massive opdrift det vil gi’, naturligvis). Du må nok hellere slå det op på Google…

    • #25450

      Mads Broe
      Deltager

      Mens jeg lige husker det, det der med at spytte snorkelen ud inden dyk er ret vigtigt, Gecko kommer lidt ind på det, her er en uddybende forklaring; hvis du grundet f.eks. manglende erfaring hyperventilerer i overfladen, for at forbedre bundtiden, kan der ske det at du rammes af SWB (shallow water blackout), og så er det noget rigtigt lort at have en snorkel i munden, da vandet så har uhindret adgang til dine lunger. Et tilfælde af SWB kan meget nemt, selv under de bedste omstændigheder koste dig livet, også selvom din makker er tæt på og får fat i dig.

      Noget andet er, at der er indikationer på at den stribe af bobler man efterlader sig ved dyk med snorkel i munden, kan skræmme fisk. For at eliminere dette problem kan man spytte snorklen ud lige inden man “jack-knifer” (“knækker på midten” for at spare energi under neddykningen), da vandet vil fylde snorklen fra bunden og dermed presse luften ud efterhånden som man bevæger sig nedad.

    • #25503

      Allan Pedersen
      Deltager

      :woohoo: :woohoo: :woohoo:

      Lige kommet hjem fra et faaaaaantastisk dyk i Lillebælt (Jyllands siden), lidt nord for Marens hul. Fremragende spot med masser af liv og utrolig sigtbarhed og medgørlig strøm…

      Har fået lagt 2 kg mere i vesten (6 kg i alt) og skiftet to 1kgs i bæltet ud med to 3 kgs… det hjalp SÅ meget! Tak for fremragende råd til jer alle! Vil overveje ankelvægte, men vil nok dykke med nuværende setup nogle gange først.

      Montering af finner i vandet… :blink: gav det et forsøg! det kræver nok lidt øvelse …. jeg vil forsøge igen næste gang. Kan ikke have hansker på når jeg skal have mine flippers på og med de temperaturer vi har lige nu (selvom solen skinnede fantastisk i dag) så er min tålmodighed ikke så stor. Var kun i vandet i 50 minutter.

      Jeg lavede en del dyk hvor jeg har spyttet snorklen ud, virker fint og giver god meningen mht. SWB – selvom jeg dog på ingen måde presser mig selv til det ekstreme.

      Fantastisk vejr! 🙂

      Tusind tak for alle de gode råd!

      Attachments:
    • #25504

      Allan Pedersen
      Deltager

      dublet

    • #25505

      Allan Pedersen
      Deltager

      dublet

    • #25506

      Allan Pedersen
      Deltager

      dublet :angry:

    • #25507

      Allan Pedersen
      Deltager

      :blush: 😳
      oh my – kan man fjerne dubletter her i forum??

    • #25509

      David H
      Moderator

      Mens jeg lige husker det, det der med at spytte snorkelen ud inden dyk er ret vigtigt, Gecko kommer lidt ind på det, her er en uddybende forklaring; hvis du grundet f.eks. manglende erfaring hyperventilerer i overfladen, for at forbedre bundtiden, kan der ske det at du rammes af SWB (shallow water blackout), og så er det noget rigtigt lort at have en snorkel i munden, da vandet så har uhindret adgang til dine lunger. Et tilfælde af SWB kan meget nemt, selv under de bedste omstændigheder koste dig livet, også selvom din makker er tæt på og får fat i dig.

      Nogle gange skal man jo tie stille, så man ikke kommer til at underminere gode hensigter – og jeg vil understrege, at det heller ikke er meningen her. Og alligevel kan jeg ikke holde mund 😛
      Sagen er, at jeg med vilje lod være med at være alt for specifik vedr. hvorfor snorkelen bør tages ud.
      Den gængse holdning/henstilling på fridykkerkurser er at gøre det og det er i sidste ende nok også det rigtige – og så behøver man ikke læse de nørdede tanker herunde… 😉

      Men rent teknisk, så tror jeg, at der ved et SWB sker det, at læberne/kæberne nok lukker i – men det gør epiglottis (strubelåget også) og det er snarere det sidstnævnte, der holder vandet ud af lungerne.
      “Beviset” for den påstand er, at det efter signende i nogle tilfælde ikke har kunnet lade sig gøre at lave en indblæsning på en blackoutet dykker imod et lukket strubelåg.
      Det er også derfor, at fridykkermiljøet er en smule splittet når det kommer til spørgsmålet om hvorvidt man skal lave indblæsningerne på en blackoutet dykker, som endnu ikke er begyndet at trække vejret selv. Nogle siger, det bør virke (for angiveligt virker det på land), andre spekulerer i om man ikke rettere kan risikere at blæse vand og tryk mod epiglottisen og derved sende et “druknesignal” til hjernen, som gør at personen vil være endnu længere tid om at ubevidst at turde trække vejret.
      En drukning ifbm SWB sker som regel på følgende måde:
      – Fridykkeren blackouter, men hjernen er ikke helt lukket ned – den er snarere på autopilot i nogle få minutter
      – Epiglottis lukker til for at forhindre drukning. Sandsynligvis også mund og kæber
      – Efter et stykke tid (det kan godt tage nogle minutter) er hjernen så tømt for ilt, at “autopiloten” og alle systemer lukker ned
      – Mund og epiglottis åbner
      – Dykkeren drukner

      Det “gode” ved ovenstående sekvens er, at der er tid til at redde en dykker med SWB – folk drukner sjældent lige efter et blackout, der går noget tid. De mister bevidstheden, men der er stadig en smule tændt for hjernen. Det er derfor, man skal tale til en blackoutet dykker og sige, at han/hun er OK og der er OK at trække vejret igen. Samtidigt tager man masken af, klapper på kinderne og blæser luft mod mund og næseregionen for at lade dykkerens hjerne vide, at vedkommende ikke er under vandet.

      Men mon ikke henstillingen i sidste ende må være den samme ifht. snorkel i mund eller ej. Selv hvis epiglottis er den der lukker for lungerne i højere grad end læberne, så er der som sagt nogle der mener, at vand i munden og på strubelåget kan sende de forkerte signaler til en blackoutet dykkers hjerne.

      Sorry for den snørklede, mørke drejning tråden jeg tog tråden i 🙁 .

      Snorklen ud af munden og dyk sikkert allesammen 🙂

      Shooter & Shooter - Fotograf & Spearo

    • #25510

      David H
      Moderator

      :blush: 😳
      oh my – kan man fjerne dubletter her i forum??

      Næ! Dem skal man bruge til billeder af fangster!!! :cheer:

      Shooter & Shooter - Fotograf & Spearo

Forum er sponseret af

Viser 14 svartråde
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.