-
ForfatterIndlæg
-
-
marts 11, 2015 kl. 11:13 pm #25606
Peter StougaardDeltagerJeg søger nogle søpindsvin til forsøg, gerne/helst grønt søpindsvin (Strongylocentrotus droebachiensis). Jeg vil undersøge, hvilke bakterier der findes i tarmen af søpindsvin og prøve at finde ud af, om der er forskel på bakterierne, hvis søpindsvinene har fået rødalger, brunalger eller grønalger at æde. I første omgang bare 1-5 søpindsvin til at starte med.
Jeg selv er ikke-dykker (og mikrobiolog ansat på Kbh. Universitet, hvor forsøgene skal udføres) og har derfor desperat brug for assistance. Er der én af jer, som er frisk på at tage en håndfuld Grøn Søpindsvin med hjem fra dykkertur. Jeg henter gerne på Sjælland og omegn! Evt. kontakt mig på [email protected] -
marts 12, 2015 kl. 1:52 am #25611
Christian ToppDeltagerSuper spændende..
Med hundredvis af timer i vandet, kan jeg ikke erindre nogensinde at have set den? Jeg kan dog ikke udelukke, at det er fordi mine øjne primært fokuserer på ting der svømmer.
Kan du ikke fortælle lidt mere. Hvilke forhold findes de under (bundforhold, dybder, strøm, geografisk mm.)?
Mvh. Topper
-
marts 12, 2015 kl. 3:18 am #25612
Mads BroeDeltagerJeg skal hjertens gerne holde udkig efter dem, men vandet skal lige være lidt varmere før jeg hopper i suppen. Kan dog ikke erindre at jeg er stødt på dem før, men det kan jo have noget med fokus at gøre.
Ligesom Topper kunne jeg også godt tænke mig at høre lidt mere om dem, hvor længe kan de f.eks klare sig ude af vandet? Gemmer de på nogle ubehagelige overraskelser? Er der nogen specielle krav til transport? I bund og grund alt du som videnskabsmand mener kunne være relevant for en fyr som gerne vil hjælpe, men absolut intet ved om søpindsvin. 🙂
-
marts 12, 2015 kl. 3:28 am #25615
AndersDeltagerI Limfjorden vrimler det med søpindsvin i alle størrelser og farver. 🙂
Hvis vejrudsigten holder, skal jeg i vandet både fredag, lørdag og søndag. Kan hurtigt lige samle en 10 stykker til dig.
Så skal du bare hente dem i Tisvildeleje på lørdag. 🙂
-
marts 12, 2015 kl. 11:10 am #25616
Nicolaj LindeborghDeltagerI farvandene omkring Sjælland er Grønt spindsvin kraftigt begrænset i sin udbredelse af saliniteten. Vil man finde Grønt Spindsvin skal dels være tæt på en lokation, hvor der tilstrømmer højsalint vand (vand fra Kattegat/Nordsøen), og dels skal man under springlaget, hvilket vil sige min 10 meters dybde. Der hvor Grønt søpindsvin er mest hyppigt er “offshore” knolde på ca 13 meters dybde. Offshore knolde kunne f.eks være Schultz Grund. Grønt søpindsvin kan også findes under springlaget i Øresund (N for øresundsbroen).
De søpindsvin der rapporteres om fra Limfjorden, må være fra den vestlige del (hvor vand med høj salinitet presses ind fra Vesterhavet).
Hvis du skal bruge friske søpindsvin fra området omkring Sjælland, så tror jeg ikke der er mange UV-jægere der kan hjælpe. Kombinationen af dyb dykning, vinterkoldt vand og offshore destinationer, er der kun ganske få eller ingen UV- jægere der bedrive.
Jeg ville tage kontakte til nogle af de professionelle dykkere i biologibranchen, tror godt at de vil hjælpe – jeg kan sende dig et par navne, hvis det har interesse.
Alternativt Øresundsakvariet eller Universitetets egen båd Ofelia (der af og til indsamler materiale til studerende).
Pøj pøj med studierne.
-
marts 12, 2015 kl. 11:27 am #25617
Nicolaj LindeborghDeltagerI forhold til pindsvinenes føde vil jeg gætte på at du vil se en betydelig forskel imellem søpindsvin fra Limfjorden og området omkring Sjælland. Pga af deres forekomst på vidt forskellige dybder vil pindsvinene fra Limfjorden i langt højere grad end pindsvinene fra Sjælland have adgang til grønalger. Omvendt vil det forholde sig med rødalger. Og det ser ud til at de foretrækker brunalger. Måske det kan være en forklaringsvariabel, hvis du ender med at sammenligne bakterierne Limfjorden vs Sjælland.
-
marts 12, 2015 kl. 11:36 am #25618
Peter StougaardDeltagerTak for grundigt svar!
Jeg har kontaktet Den Blå Planet, Øresundsakvariet og vores egne (Kbh. Univ) marinbiologer/dykkere. De ville gerne hjælpe, men havde ikke tid lige nu til at skaffe søpindsvin, og da det var lidt presserende tidsmæssigt at få gang i studierne, så tænkte jeg, at dette forum kunne være en mulighed?! -
marts 12, 2015 kl. 11:47 am #25619
Peter StougaardDeltagerTil Predator
Du har sikkert ganske ret mht. forskelligt fødevalg!! Faktisk er det det, vi vil undersøge. Udelod det i den første post, da jeg troede det var for nørdet. Men i dette forum er åbenbart intet for nørdet!!! 🙂
Så her er hele historien:
De søpindsvin, vi skal bruge nu skal bruges til at undersøge for bakterier i tarmen. Vi vil studere hvilke bakterier og hvilke alge-cellevægs-nedbrydende enzymer de har (lidt som vores fordøjelsesbakterier i tarmen).
Fase 2 vil så være netop at fokucere på forskellen i bakterier og enzymer i søpindsvin, som er fodret med brunalger, grønalger eller rødalger. Dette fodringsforsøg vil finde sted på DBP el. Øresundsakvariet.
…og enzymerne, hvad med dem? Ja se, det er jo det rigtig spændende!! Vi har studeret hvad der sker, hvis vi behandler alge-cellevægs kulhydrater med enzymer. Kulhydraterne nedbrydes til mindre molekyler, som vi tror kan have en spændende biologisk effekt som f.eks. anti-kræft, anti-virus (HIV), immunstimulerende aktivitet!Så her var hele historien, omend i forkortet udgave! 🙂
-
marts 12, 2015 kl. 12:06 pm #25621
Nicolaj LindeborghDeltagerDet lyder spændende og der er mange UV-jægere der er ret hjælpsomme, så hvis vi kan er jeg sikker på at du får hjælp.
I forhold til Limfjorden vs Sjælland – så er fødeudbuddet helt sikkert forskelligt, men ved nærmere eftertanke kan føde valget godt vise sig at være ens.
Jeg kan godt se at særsonen er dig lidt imod – ingen laver “offshore” feltarbejde nu, med mindre det er nødvendigt. Til sommer har DCE sikkert nogle undersøgelser af stenrev på dybt vand – det vil være en oplagt chance for at få nogle pindsvin med. NST får næsten hvert år udført omfattende habitatkortlægninger (kommer i konsulentudbud) – ved denne lejlighed kunne du sikkert også få lidt pindsvinene med. Men alt dette er i sommermånederne.
Hvis du stadig er interesseret i indsamlinger fra det Sydlige Kattegat, så vil du måske have bedre held med at bede om hjælp hos flaskedykkerne. Jeg har ikke så godt et kendskab til deres miljø, men måske andre kan hjælpe her. Et skud kunne dog være at kontakte DSFs “biogruppe”.
-
marts 12, 2015 kl. 12:55 pm #25622
MikkelDeltagerHej
Der er søpindsvin på de dybereliggende vrag i Øresund (pga saltholdigheden) og på vragene i Kattegat. Kontakt DSFs biogruppe ( http://bio.sportsdykning.dk/udvalgs-medlemmer/ ) eller nogle af de lokale dykkerklubber, så tror jeg du kan få nogle testdyr. -
marts 12, 2015 kl. 10:16 pm #25630
AndersDeltagerSlog lige et sving forbi fjorden i dag sammen med en kammerat. 🙂
Er det den korrekte art vi har fat i?
-
marts 12, 2015 kl. 11:09 pm #25633
Nicolaj LindeborghDeltagerJeg er ret sikker på at det er et søpindsvin af arten Tangborre (Psammechinus miliaris) du har dig der Anders. Det passer også med at den habitat, som du forventes at have fundet den på: lavvandet (<10 meter)? Evt. med ålegræs i nærheden? Har mange af søpindsvinene skaller og algerester siddende imellem piggene?
Tangborren bliver ikke ret stor maks ca. 5 cm i diameter. Grønt søpindsvin bliver lidt større – op til 8 cm. T har grønne pigge med rosa spidser – GS har rødlige til rosa pigge med hvide spidser.
Det har en anden fødebiologi end Grønt søpindsvin.
Vh Predator
-
marts 13, 2015 kl. 12:13 am #25635
AndersDeltagerDet har du vist ret i. 🙂
Vi fandt dem i tusindvis på 2-3m vand. Habitatet var grus/stenbund. Ingen ålegræs. 🙂
Jeg ved at der er flere arter af søpindsvin i fjorden, bl.a. stor søpindsvin, så mon ikke vi også kan finde et af de grønne. Jeg giver i al fald ikke op. 🙂
Har du mulighed for at uploade et par billeder af et grønt søpindsvin (google forvirrer mere end det gavner)?
-
-
ForfatterIndlæg
Forum er sponseret af
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.


