Fotografi under overfladen: Blanke skæl i Storebælt

Efter et par dage med hidsig østenvind kom der en periode med aftagende, sydøst-drejende vind og aftagende bølger i det meste af Storebælt. Vejrkortene sagde stadig pænt kraftig strøm i bæltet, men strøm har som hovedregel ikke den samme kraft helt inde under land som den har længere ude, hvor der er større vandmasser der flyttes afsted. Ikke 100% bullet proof, men sikkert nok til, at Asger (aka Frøsig) og jeg pakker kakaomælk, lakridskonfekt og grej, og triller afsted mod en gammel kending: Reersø. Her er kan du løbe ind i lidt at hvert, regnbuer, havørred, pighvar og, fandt vi ud af, ulovligt opsatte garn. Turen starter med en gåtur (ca. 800 m) i fuld mundering og nyindkøbte crocs (for at spare de noget dyrere neoprensokker, som man ellers godt kan få slidt et par stykker op af hver sæsson). Hernæst forcering af en 20 m. skrænt ned til stranden og så dyk i retning tilbage mod udgangspunktet.

Vandet er roligt og sigten er i top. De første 30 min sker der ikke noget, selvom der er masser af småfisk og små rejer i et landsskab af store sten og blæretang. Så, pludselig, står der et garn, som går helt ind til kysten og ud til der er ca. 3 meter dybt (mig bekendt ulovligt, men det er der måske andre der kan svare på?). Ude ved spidsen får vi begge to et lille chock da der pludselig skyder en lille stimme sild (15-20 stykkre) hurtigt og tæt ind forbi lyskeglen fra vores lygter. Lidt efter kommer endnu et garn, hvor vi ser en skrubbe og en lille stenbidder hun sidde og sprælle nede ved bunden, næsten livløse. Vi kigger på dem en stund og jeg kan fornemme på Asger, at han også overvejer at gå ned og sætte dem fri, men udsigten til at blive viklet ind i garnet – selv på bare 3 meter – afholder os.

På den anden side af garn nr. 2 er der pludselig havørred. Små grønlændere under målet, men de er der og det er jo bare skønt at se dem igen (første gang jeg ser HØ siden november). Et par af dem er store nok til at få en tur med spyddet og to kommer med hjem – dog ikke til mig.

Jeg har til gengæld fået er par gode skud i kassen. Som jeg tidligere har beskrevet, så er fotografi om natten en udfordring rent teknisk af flere årsager (se tidligere indlæg ’En tur i mørket’). På det her dyk arbejder jeg med en 35 mm, dvs. en fast brændvidde, ingen zoom. Det er vel hvad man kan kalde et klassisk reportageobjektiv. Under vand ser alting jo som bekendt 25% større ud og alt virker også tættere på, end det egentlig er. Der er altså tale om en forstørrelsesfaktor, og det gør sig også gældende for kameraets optik (linse). Så man bruger typisk lidt mere vid-vinklede optikker under vandet, for at ’få lidt mere med’. Med 35’eren er jeg således lidt tættere på, har lidt mindre udsnit end med en rigtig vidvinkel. Under et par af billederne nedenfor, har jeg prøvet at beskrive, hvad det er der sker rent teknisk på billedet.

***

FOTOGRAFI UNDER OVERFLADEN er en serie blogindlæg om UV-jagt i en nordisk kontekst, som jeg præsenterer her i samarbejde med UV-jægeren.dk. Når jeg ikke er passioneret UV-jæger fordriver jeg tiden med at levere professionelt fotografi til bl.a. Udenrigsministeriet, Mærsk, FLSchmidt, NCC og mange andre. I denne serie tager jeg mit professionelle blik – og udstyr – med ned under overfladen. Spørgsmål, kommentarer, ris og ros er velkommen.

Billedet herover er taget på gåturen, på vej gennem noget lav skovbevoksning. Asger går foran med og lyser med sin pandelampe fremefter, med finner i den ene hånd og harpun i den anden. Der er dog ikke meget lys, så der er eksponeret med en rimelig lang lukkertid i forhold til, at vi er i bevægelse. 0,8 sekunder har lukkeren været åben, på blænde 1.4 og med ISO 2000.

Her lyser jeg selv ind fra venstre side med min egen lygte og man fornemmer hvordan de røde lysbølger bøjes af tidligt herude og giver det her lidt rosa skær. De små hvide prikker er rejer der piler rundt. Mit lys reflekteres i vandspejlet øverst og man fornemmer bunden spejler sig i det.

Her holder jeg min lygte liger over vandoverfladen og lyser hen mod mit motiv. Herved brydes lyset ned igennem vandoverfladen i ‘stråler’ og giver måske en illusion af, at være naturligt lys. Desuden blødes det meget hårde lys fra lygtens kegle på denne måde.

Her et eksempel på et motiv som er piv-uskarpt, men som har noget fedt over sig alligevel. Det bliver ligesom lidt mere figurativt/grafisk, end hvis det var helt i fokus. Udover at autofokus i kameraet har enormt svært ved at finde ‘holdepunkter’ at stille skarpt på i lyssvage omgivelser, så er det jævnt besværligt at styre kameraets controls med 7 mm 3-finger vanter.

Go’ røv i de crocs, Frøsig!!!