-
Indlæg
-
-
Vi vil alle gerne se de store flotte fisk på fangstrapporter.
– Men hvad med de gange man ikke kunne ramme?Er der nogle der har nogle misser på samvittigheden? den slags hvor man stadig tager hen til et spot i stærk overbevisning om at fisken stadig er der.
Jeg havde en igår. Jeg havde ladt min harpun forkert, og 10 cm før den havde ramt perfekt (hvad nok var den største) Pighvar, valgte linjen at sætte sig fast og standse spydet. ØV FOR HELVEDE! :pinch:
________
FriskFisk -
Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om en enkelt monsterfisk, som hjemsøger mig i drømmene, men der har da været en del missede multer, fordi jeg ikke har været stille nok. Det bliver jeg altid ret irriteret over når det sker.
Mht. din pighvar, så bør du aldrig skyde dem, men altid prikke dem. De er notorisk kendt for at stole 100% på deres camouflage, så de kan altid prikkes hvis de ligger på bunden. Skyder du dem, er der chance for at der sker uheld, som for dig, eller at man rammer ved siden af, eller de ligger på en sten man ikke kan se og flopperen på spyddet ikke folder sig ud. Gør det til en vane altid at prikke dem. Prik, prik, prik, prik ;o)
-
Wanted – dead or alive! Jeg var en tur ved Glatved for en 2 uger siden. Fin tur med ok sigt selv om bølgerne var pænt store. Jeg lå stille og roligt på helt lavt vand og ventede. Efter en halv time kommer bæstet så frem i kanten af lyskeglen – sølvfarvet hoved, øjne så store som te-kopper. Nok en 70-80 kg’s havørred, mindst. Jeg sætter harpunen tættere op foran ansigtet for bedre at tage sigte mens jeg krampagtigt holder fast i en sten på bunden for ikke at blive skyllet væk af bæstets haleslag. Mine fingre kramper, musklerne er spændt, bæstet stirrer mig lige i øjnene og jeg stirrer lige tilbage, luften dirrer af spænding. Den kommer lige mod mig, jeg ser dens tænder der er blottet og skinner i lyset af min lygte. Den snerrer af mig. Jeg snerrer tilbage. Den kommer indenfor 20cm fra min spydspids. Fingeren krummer sig om aftrækkeren og spyddet sendes afsted med voldsom kraft. Med overraskende behændighed laver bæstet en undvigemanøvre i sidste sekund og spyddet går i bunden. Den vender sig dovent over mod mig, snuser med foragt til mit dødbringende projektil, tager to laaangsomme (no joke her) omgange rundt om mig, hvor jeg i mit hektiske forsøg på at genlade overvejer at tage den med kniven og mooner mig på vejen væk. Så jeg søger hævn og æresrejsning. Dusør har jeg ingen af, men skulle en af Jer få ram på monsteret fra Glatved, hils fra mig inden den udånder. Pft, Jacek
-
Sjovt at dette indlæg lige er blevet oprettet netop her hvor jeg har ligget søvnløs i nat efter at ha’ haft hele 3 store blanke for. Med efterfølgende 3 MISSERE!!! Alle 3 måtte “stalkes” over 50-100 meter. Og så det en kæmpe optur når det så efterfølgende lykkes, at komme for skud! Men så misse 3 gange!!! Jeg var mildest talt målløs og frustreret! Sidste år skød jeg fint, første møde med blank sidder skuddet perfekt! Jeg har en fæl mistanke om, at den gummi ladeknob jeg lige har fået til min cayman spiller en rolle og har indflydelse på min sigtelinje!?! Andre her som har erfarring med, at denne ladeknob ændre sigtelinjen væsentligt?
-
Fed tråd!!
Jeg tror vi alle har et par på samvittigheden gennem tiderne, men det er naturligt nok de store missere man husker bedst!
Jeg husker en nat (hvor det ganske vist ikke var mig der missede) i Nordhavnen. Jeg var ude med en HELT grøn jæger og efter at vi havde gennemgået grejet hoppede i. Jeg fik sagt til han at den harpun han havde ikke var specielt egnet generelt og at store fisk var et no-go. Som minimum skulle han lade den med elastikken i bagerste hak. Vi dykker ud og efter en halv times afsøgning har jeg pige lignende skrig og frustrations udbrud på min makker (som fra naturens side var født mand).
Det viser sig, at han havde spottet en stor torsk mellem stenene, som han havde forsøgt at skyde. Han havde ramt dyret lige i knolden, men fordi harpunen var så fesen, var spyddet bare bounced af og bare gjort fisken groggy. Jeg kom heldigvis hen til ham/dem tids nok til at spotte dyret, der var i flugt, og sætte mit spyd i nakken på det.
Da vi senere fik vejet torsken viste det sig at være en 6,5 kg torsk 🙂
Min makker havde pænt meget bæ-mund…
/Morfar -
Stor i munden forklarede jeg resten af familien de bare kunne tænde op i grillen, så ville jeg lige padle ud og samle et par gode flade op til middagen.
Første spot var jordens dårligste. Dykkerhuset på Nordre Strandvej, Helsingør. I har sikkert læst vilde rapporter om sølvtøj i området…don’t believe a word!
Anyhow, det er pilkoldt og jeg begynder så småt at fryse, så jeg kryber op af vandet og tager til et sikkert spot. Desværre fryser jeg nu rigtig meget, hvilket gør mig både ukoncentreret og urolig i vandet.
Resultatet er, at de fisk jeg ser formår jeg at skræmme væk, og endnu flere fisk ser jeg overhovedet ikke, før de letter og skrider. Resultatet er hotdogs til familien, og en fesen fornemmelse…Moralen kender vi vist alle – sælg ikke fileten, før fisken er skudt.
-
-
En del faktisk.
Men mest pga jeg til tider er lidt for tøvende eller usikker på om fisken er stor nok. For nyligt er en ny variable også dukket op i form af Morfar aka støvsugeren! 🙂
For at tage det sidste først, så var vi for nyligt på en tur, hvor jeg på vej ud spotter en fin torsk stå mellem stenene, men pga. jeg der brugte min lange rail harpun og ikke ville fucke mit spyd op, noterede jeg stedet og tænkte jeg kunne nappe den med min backup 75’er på vejen tilbage. Det lykkedes selvfølgelig Torben at overhale mig på vejen hjem og tilføje torsken til sin egen stringer. Så kunne jeg lære det – skulle man tro. Ved næste tur skyder jeg en fin torsk, finder ud af min bøjeline ikke sidder på mig, og på vej ind til kysten for at finde min bøje, spotter jeg en HØ, men har desværre en torsk i hånden, en afladet harpun og begyndende panik pga bøjen (bilnøglen var på bøjen). Jeg noterer mig igen stedet og tænker at jeg napper den efter jeg har genrekvireret det flydende stykke gummi. Og som kaldet når Torben naturligvis forbi mig på strækningen mod HØen efter at jeg har fundet bøjen, og sætter igen sit eget spyd i nakken på den 🙂
Men min mest legendariske misser, må være første gang jeg ser en HØ. Det har været en kold tur, relativ dårlig sigt og brandmænd over det hele. Pludselig blandt tangen spotter jeg den her lille HØ, som formentlig har været LIGE på målet og beslutter mig for i iver at skyde efter den – vel og mærke 2-3 meter fra den med min 75 gummi seac harpun, der knapt kunne skyde hul i flamingo pap. Needless to say, så misser jeg naturligvis, og i mens jeg står og lader harpunen når den bette HØ at stikke af, en anden 3-4 kgs HØ vælger at passere arrogant forbi mig og en god størrelse hornfisk svømmer ind i siden på mig. Da jeg endelig fik ladt harpunen igen så jeg ikke andet end flade på resten af dykket.
Senest missede jeg en fin torsk på hirsholmene, der stod inde blandt stenen i en stenmole, og igen fordi brugte min railgun og ikke turde skyde efter den. Da jeg endelig fik fedtet min 75er frem, kunne jeg naturligvis ikke finde den igen.
-
præsterede for nyligt på et natdyk at have en skrubbe netop stukket på spyddet, hvorefter en pæn havørred dukker nærmest lalleglad op lige efter. Den er for langt ude til at jeg tør skyde igennem skrubben, hvilken iøvrigt også sidder og blafrer skræmmende. Jeg “presser” ørreden fremad og forsøger at kante den ind mod lavere vand imens jeg får hevet skrubben af og mast ind under mit bælte. Kort efter begynder sølvtøjet at vise tegn på en hel del usikkerhed ved situationen og jeg vælger at slynge et styk piv spidst dræber stål afsted mod den i det den vender bredsiden til. Der lyder til min store forbavselse et kæmpe “klonk” i det spyddet går under fisken og hamrer ned i en sten og først lige dér går det op for ørreden at den lige har undgået en tur i røgeovnen, hvorefter den forfulgt af nogle bandeord, piler velfortjent afsted mod dybere vand. Da jeg får hevet spyddet til mig, minder spidsen om en dum-dum kugle og samme ord tillægger jeg mig selv, da skrubben også er gledet ud af bæltet og er væk…
hovmod stod for fald
-
Den eneste havørred jeg har set i min korte “karriere” inden for UV jagt, som var værd at skyde på, var på et af mine første dyk oppe ved Knud Rasmussens Hus i Hundested. På vej ind så jeg den – den havde ligesom “parallel-parkeret” sig selv mellem to sten på en 2 meters vand vel. Jeg tror ikke min harpunspids var mere end 50 cm fra den, og jeg gav mig god tid til at sigte, da det ikke så ud som om den havde set mig og/eller var ret ligeglad med mig. Det var en, efter min vurdering, rimeligt stor krabat.
Jeg ved ikke hvordan det lykkedes mig IKKE at ramme den. Missede med éen cm, måske. MEGA nederen. Jeg har stadig til gode at skyde mig en pelagisk. :angry:
-
-
Vi skal tilbage i sensommeren 1882 – mit første dyk nogensinde (okay, sidste sommer – but you get the picture).
Vi er 4 gutter der har indkøbt til den helt store tur, ingen af os har prøvet det før, så nu skal det der UV-hat bare prøves.
Vi har fundet det helt rigtige spot, det er ikke et spørgsmål om vi får HØ og flade, men hvor meget vi gider at slæbe på når vi går op.
Den første mand stikker kun lige hovedet under, og får øje på en flad – i ren panik stikker han den…og lad os bare sige at det var godt kystvagten ikke stod klar med lineal og håndjern, men stilen var lagt, vi havde ret med hensyn til fiskebestanden og nu skulle der bare pløkkes.
Efter 1½ time får jeg øje på min første fisk(!) og ja, det var en led pighvar der lå lige i kanten mellem sand og vegetation. Jeg svømmer forsigtigt tættere på, svagt rystende for at den skal skride og skyder så på 2-2½ meters afstand, med en 65 cm harpun.
Det kan godt være, at første gang man får en 65cm gøb i hænderne virker den vild – og endnu vildere når man affyre den – men på den afstand, med rystende hænder og totalt amatør i hele femøren så er det nok ikke verdens vildeste pistol. Jeg tror jeg rammer banditten, men at spyder preller af, ihvertilfald skrider pighvaren og jeg må komme tomhændet op. De andre 4 har fanget intet på vores superspot, andet end altså den lille forkølede skrubbe der lige var kommet ud af børnehaven…super start som UV-jæger, rent natur-talent.For at føje salt i det åbne blødene sår, så har jeg aldrig set en pighvar siden – og som nævnt i en anden tråd er jeg begyndt at tvivle på fiskens eksistens.
-
-
-
Den første grimme misser jeg var ude for, var en pighvar ved Hornbæk plantage; jeg lå i overfladen på omkring 4m vand med en god spætte på spyddet.
På det tidspunkt var jeg en kende fladslidt, jeg røg minimum en pakke om dagen og havde været ude i lige så mange timer som jeg havde meter vand under mig. Så, mens jeg ligger der nok så nydeligt og bakser med at få afmonteret og genladt (det var dengang flade kunne få mig til at krumme pegefingeren) ser jeg noget der bedst kan beskrives som “et lokumsbræt i maxi-size” komme dryssende forbi i adstadigt og nærmest ugideligt tempo under mig…
Jeg var for flad til at genlade uden fast grund under fødderne, jeg skulle nok være hoppet op af suppen, men det tænkte jeg ikke lige på.Hvad jeg burde ha’ gjort var at gå ned og ta’ den med kniven med det samme, hvad jeg desværre gjorde var at forsøge at huske hvordan bunden så ud, hvor strømmen kom fra, osv. hvorefter jeg satte kurs mod nærmeste revle, afmonterede spætten, genladte, og fandt aldrig tilbage til hverken fisk eller spot.
Min anden store misser var en multe jeg præsterede at skræmme op, ved på snedigste vis at snige mig så tæt ind på den i den tangskov den stod i, at den først registrerede min tilstedeværelse da den befandt sig sådan cirka halvvejs mellem min spydspids og min aftrækker.
Jeg erfarede ved samme lejlighed at det er en ret elendig jagt-teknik, ikke at spotte byttet før man sniger sig så tæt på at man faktisk over-sniger det.
Og for lige at gøre hele situationen endnu mere traumatiserende, beslutter den sig så for lige at komme tilbage og på yderst provokerende vis “lige ta’ en kigger” så jeg kunne græmme mig endnu mere da jeg sendte spyddet 2 cm over dens hoved…Such is life, til gengæld fik jeg nakket dens makker på vej ind mod kysten, så ka’ de fa’me lære det!
-
-
Jaaa… et par missere har man vel altid, nogle værre end andre…
Personligt ærger jeg mig stadig mest over en tur der ligger et par år tilbage, jeg havde taget turen til Røsnæs for at se om multerne var omkring havnen, jeg så flere i overfladen da jeg gik en tur på molen så hurtigt tilbage til bilen og klæde om 🙂
Jeg smuttede i vandet og svømmede langsomt langs molen først den ene vej og så tilbage igen..
Absolut INGEN fisk at skyde efter! Efter en times tid gav jeg mere eller mindre op og svømmede ind langs kysten for at kikke lidt efter flade og bare plaske lidt rundt…
Efter at ha stukket et par skrubber svømmede jeg ind over et tangbælte og kikkede lidt på små dyr, jeg kommer over et dybt hul bag en stor sten, og der står den! En ordentlig krabat af en multe på 5+ helt stille og vifter med halen, jeg stopper op pejer harpunen nedaf og holder spydet lige over hovedet på den klar til at trykke af… Og så sker det! Jeg kvajer mig BIG TIME! Jeg får stukket hovedet lidt ned i vandet og fylder snorklen med vand plop plop plop og multen er væk!!!!
Jeg er sikker må at mit brokkeri gennem snorklen har ku høres flere kilometer væk! -
Så kom turen så til mig… 🙁
Jeg var ude i går med Kondoen, hvor planen egentlig lød på pighvarrer, men da vi kun så små eksemplarer besluttede vi at svømme hen til det nærliggende rev for at søge efter sølv spyd eller måske en enkelt multe (tilbage til det senere)
Minor detail til dette indlæg er at jeg i et svagt øjeblik – eller under en dobbeltsidet hjerneblødning – havde taget det “glimrende” valg, i dagens anledning, at ville jage med min backup harpun (en middelmådig Beuchat 90’er harpun)
Nåh, vi rammer revet og jeg ser så denne FLOTTE havørred (+4 kg) komme glidende hen over bunden – jeg gør som jeg plejer og får fisken i rette vinkel og trykker af… Fisken står helt stille… Det er så fordi jeg skød forbi den og spyddet står flot nede i sandet under den!! Den tøffer herefter stille og roligt ud i mørket – LOOOOOOOORT!!
Men vi stopper da ikke der, nåh nej – på vej tilbage, liggende halvvejs på maven ind over revet, spotter jeg en stor multe som jeg giver samme fine behandling…Prøv (bare giv det et reelt forsøg) at sætte Jer ind i hvordan mit humør har været i dag…
/Morfar
-
-
For små tre uger siden, mens jeg leder efter små søde glaskutlinger, bum en fin lille havørred pisker gennem lyskeglen. Jeg kan nemt finde hvirvlen der hvor den satte igang lidt under fem meter længere hende. Havde jeg fisket ørred havde den været et sikkert kill, stående ved kanten af lidt ålegræs, men hvad pokker skal jeg ene mand med så stor en havørred. En fed overspirnger med alt for fedt kød og alt for meget til en mand. Nå ja glemte af sige det var en fisk på 5-6 kg.
For halvanden uge siden, hvor jeg ligger og leder efter små fisk på bunden langs et sten og tang rev. Tuhej hvor det går hurtigt for ørreden at komme igennem luskeglen, jeg følger lidt efter den, men dropper hurtigt at lede efter den. Igen en overspringer som jeg faktisk ikke ville gide at æde. Den her fisk fik jeg ikke set lige så godt men nok mellem 5-8 kg.
Så jeg må erkende at det kan være svært at blande arbejde(fiske observering) og harpunfiskeri, og jeg jo rent faktisk vælger at arbejde istedet for at fange fiskene. Ok jeg mangler en ny pr ørred, men ingen af de to var klare bud på en ny pr.
-
… Igen en overspringer som jeg faktisk ikke ville gide at æde. Den her fisk fik jeg ikke set lige så godt men nok mellem 5-8 kg…
jeg havde nok ædt dem begge, men jeg mangler også sul på kroppen. Hellere en fed overspringer end en tynd nedgænger 😛 lyder som meget spaß job, så redder du fisken om dagen og straffer dem om natten 🙂
-
Den tynde nedgænger uden alt for meget fedt i kødet giver i super spiseoplevelse, det skal ikke være dem lige ud fra åen. De fisk der lige har nået en måned eller to i havet er bare så meget bedre end en flomme fed overspringer, som man ikke engang kan dybdetrimme fedet væk på. Små fisk under 45 cm bruger alt energi på at vokse og de har også det dejlige ikke for fede kød. Havørred fedt har bare sådan en grimt let syrlig bismag, som ødelægger alt mad når det varmes op. De fede kan koldrøges eller graves.
-
Hej Kasper
Jeg synes lige, jeg vil bidrage lidt mht. fede ørreder.
Jeg er delvist enig i det du skriver med flommefede ørreder – jeg skriver både som harpunfisker og lyst-/fluefisker med en god portion ørreder på samvittigheden. Jeg har været så heldig at fange godt med ørreder af forskellig kaliber. Både store, små, midt imellem, tykke og (lidt) tynde.
Den største (hav)ørred jeg har smagt var én min far fangede for nogle år siden. Den var taget på flue i Karup Å en sommeraften. Den vejede 10,5 kg og var 92 cm lang. I min verden hører den til kategorien fed/høj konditionsfaktor, og det var en virkelig flot fisk. Den blev koldrøget, og jeg må desværre indrømme, at jeg ikke synes, at kødet var så lækkert som jeg håbede på, da det var lidt for løst i det og ikke så velsmagende som jeg egentlig forventede. Dette skyldes ikke misundelse på min fars flotte fangst, men det er bare min ærlige mening. Det svarer måske nogenlunde til din beskrivelse af en rigtig fed/stor fisk.
Mine egne 3 største ørreder var på 5,3, 5,6 og 5,8 kg – fanget i perioden fra juli-oktober. Den på 5,3 kg var også fra Karup å, medens de to andre var kystørreder. Ingen af disse 3 fisk havde de lidt kedelige tendenser. Jeg tror derfor, at det faktisk er forskelligt fra fisk til fisk, og at det måske også afhænger af hvor tæt de er på gydning. Derfor tager jeg stort set aldrig farvede fisk.
Efter mange års mere eller mindre fejltilberedning af havørreder blev jeg for nogle år siden overbevist om, at én af de fejl jeg begik var at følge opskrifter… Lidt ironisk: Ifølge gængse opskrifter skal en laksefisk på ca. 1 kg naturligvis have mindst 45 minutter i en 225 grader varm ovn…!! – INTET kan være mere forkert og denne behandling giver netop den smagsoplevelse som jeg forstår af din beskrivelse af den fede overspringer – uanset hvad det er for en ørred. Efter min mening/erfaring er kunsten at tilberede laksefisk ved lav varme og således, at de kun lige akkurat er færdige. De må hellere være lidt rå i midten end de må få for meget. Når fisken er tilberedt korrekt smelter den næsten på tungen, og – den kan jo spises rå efter en uges tid i fryseren ved 18-20 graders frost.
Til min store glæde har jeg set, at nogle fiskehandlere giver gode oplysninger. Se under tilberedningstid og temperatur her:
http://www.fiskebilen.dk/opskrifter/fiskeopskrifter/#grundlaeggende-tips-til-fiskeopskrifterTilgiv mig, hvis jeg gik udenfor trådens emne.
Mvh Bo
-
Jeg er lige nu på ferie på Andros (en ø som er en del af Bahamas), og var idag ude på revet et par timer med naboen for første gang. Lidt en anden oplevelse en derhjemme i DK, med 20-30m sigt, og en vandtemperatur på 25 grader B)
Fik spottet en virkelig stor Hogfish (5-7 kg), men den fik desværre svømmet fra mig… Det føles rimelig bittert, men så længe man kan smide benene op, åbne en kold øl og se frem til 16 dages yderligere svømmeture her i området, så går det nok altsammen…!
-
Forum er sponseret af
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.
