Begynder – Tunge fanget af Elastikspyddet ved Guldkysten

En noget anderledes nattetur alene på nordkysten….

Jeg er så glad for mit nye ur, et Garmin Descent MK1.
Der er ikke meget det ikke kan klare, derfor er manualen også ganske omfattende.
f.eks. er der mulighed for at måle på aktiviteter som; Løb, cykel, klatring, faldskærm og ski – der er endda mulighed for at downloade div kort over golfbaner… altså et golfur.(?)
Der er meget mere… Det er først og fremmest et dykkerur, der klarer de vigtige registreringer der skal være styr på, når jeg dykker. Højdedykning, luft og div. gasblandinger.
Det hele foregår på dansk, hvis jeg ønsker det.

– Måling af skridt og etager
er der selvfølgelig også. Ligesom der er puls og alt det andet.
Og Nå ja, GPS og kort er indbygget, hvilket, når jeg har styr på brugen af uret giver en rimelig stor frihed!
I denne forbindelse har det også Apnø og Apnø jagt 😉
Jeg er meget tilfreds med mit ur, der kan meget mere end jeg har behov for – men i høj grad også det jeg har behov for!

Lørdag aften d. 25.8.18 klokken er 23.00, hvor jeg pakket og klar bevæger mig mod nordkysten. Jeg ved allerede at sigten ikke er fantastisk. idet jeg også var ude aftenen før og hvor det første dyr jeg ser (en fin middelstor hø) dukker op i samme sekund, hvor min reservelampe brænder ud… 🙁
Derfor har jeg hjemme lovet at jeg blot vil ligge i vandet et par timer – maks. tre, fordi den der fisk skal være min – Uanset sigten.
Jeg rammer vandet lidt i midnat, og konstaterer at jeg har glemt den lygte jeg plejer at hænge på stranden.

“Visse vasse, jeg har jo mit ur og i øvrigt er der altid et lys der brænder ved et ganske bestemt hus.”, tænker jeg.

Sigten er om muligt endnu ringere end forventet, hvorfor jeg arbejder mig et par kilometer modstrøms mod et fyr jeg altid har været lidt nysgerrig på. Det tager længere end jeg havde regnet med og da jeg endelig kommer frem er det heller ikke så fedt, som forventet når jeg ser på GoogleMap.
Dertil er sigten frygtelig!!!

Jeg ligger og dykker lidt og beslutter mig for at vende snuden hjemad…
Klokken er blevet mange (aner ikke hvor mange) og jeg kan mærke strømmen hjælper mig fint.
Jeg ser mig om efter ”min strand”, men kan ikke rigtigt genkende noget som helst. Der er i hvert fald ikke noget lys ved noget hus. Jeg kan se en samling bygninger der i halvmørket ligner meget godt.
Dog er der mere sten, end der er sand.
Med andre ord:
Det ligner “min strand”, men ligner alligevel ikke rigtigt …

Jeg kan se at går en sti opad og jeg tager chancen.
Samler mit grej monterer mine Crocs og i mistro lader jeg min bøje med udstyr ligge på stranden. Jeg går op ad en velkendt og ganske stejl sti. Blyvest og bælte beholder jeg dog på. Endelig oppe på toppen ændre den velkendte sti karakter og jeg må i træthed erkende at det ikke er ”min strand” og da slet ikke ”min sti”.

Jeg er bange for at jeg er kommet for langt, fordi jeg jo har haft god medstrøm. Derfor vender jeg tilbage til vandet og svømmer tilbage igen i mod strømmen. Det er ikke fordi det er blevet nemmere, trætheden er ved at indfinde sig – men jeg er en stædig rad (En gang Garder, altid Garder 🙂 Nu er jeg næsten ved fyret igen og bliver en anelse negativ. Jeg var måske ikke kommet for langt! (?)

Jeg vælger alligevel at orienterer mig fra land og monterer mine crocs. Finder på at bestige den grummeste stejleste skrænt. Når jeg kommer op kan jeg se at der sku’ da er et shelter.
Ned i vandet igen…
Selvom jeg forsøger at finde hjem, bliver jeg distraheret af en fin tunge, så den napper jeg på ca. 2 m.db. 🙂

Rasende på mig selv forsøger jeg at finde ud af det der ur. GPS og hele molevitten….
Jeg ser ikke så godt uden læsebriller og da jeg endda ikke har knækket koden på brugen af urets gps, er det ikke så nemt.
Lortet står med småt og kortet er så småt at jeg må indse at de fleste indstillinger burde være sat hjemmefra.
Prøver alligevel og banker tilbage, nedstrøms – Fyret kan give mig en vis fornemmelse af, hvor jeg er
– men nu er fyret forsvundet???
“Er jeg Nu svømmet for langt?”
Jeg vender og drejer mig men nogen må sku da ha slukket fyret!!!
Morgengryet kommer strømmende – og så slukker man fyret.
Jeg er ved at være rigtigt tørstig og har heldigvis 2 x ½ liter vand + en myslibare på min bøje.
Hænger lidt på bøjen mens jeg bander over min egen latterlige dårlige planlægning, drikker vand og tænker:
”Havde jeg dog bare husket lampen til stranden…”

Med frisk energi og med strømmen banker jeg afsted og kommer så langt at det umuligt kan passe med noget som helst… Det går altså ikke!!! Jeg aner ikke hvor jeg er¿?

Jeg vender om og ved ret præcist hvor det der shelter ligger, ikke mindst i forhold til vejen og bilen. Bilen, den savner jeg godt nok. (modstrøm – Jeps jeg svømmer hele tiden frem og tilbage :-/ )
Hen til skrænten, på med Crocs, bøjen på ryggen monteret med svømmefødder og harpun, lamper og alt…
Frie hænder skrænten er vildt stejl. Halvejs oppe glider jeg og mister næsten balancen. Jeg griber fast i en kraftig busk med
torne der besøger kødet på mine hænder og fingre. Tornene knækker af busken og bliver i mit kød. (nice)
Jeg slipper alligevel ikke, og mister min ene Crocs i kampen. Bandende kæmper jeg mig op, med bly, vand og alt skidtet.

En bænk tager gavmildt imod mig, mens jeg puster som en gammel Ford T.
Jeg lover mig selv en belønning:
“… Resten af vandet og myslibaren, når jeg har hentet min Crocs!”

Jeg smider udstyret og tager turen ned og op igen ad skrænten.
Endelig tilbage på bænken, nyder jeg min belønning.
Vreden over egen latterlighed forsvinder med det jeg i situationen vil kalde en;
Gastronomisk oplevelse – en oral orgasme. 😛

Samler derpå mine ting, blybæltet smider jeg over skulderen og bum… Nok en skrænt.
Den er godt nok stor og stejl, dobbelt så stor som den jeg just har bekæmpet. Den lorteskrænt skal dælme ikke knække mig.
Energifrisk påtager jeg mig udfordringen. Blot fire skridt op ad skrænten kan jeg mærke at en myslibare og en ½ liter vand ikke giver så megen energi i lårbasserne endda.
Jeg er som sagt frygteligt stædig og vinder kampen.
Med noget der ligner et astmaanfald beslutter jeg mig for at finde hovedvejen.
– Derfra er vil ikke være megen tvivl om, hvad jeg skal.

Desværre møder jeg en del haver og private grunde som bliver forceret. Strabadserne bliver en anelse mere komplicerede med alt mit udstyr på ryggen. Opgiver til sidst kampen med udstyret og finder et sted jeg med sikkerhed kan finde igen, smider udstyr og bly i et krat.
Efter en lille halv time gennem haver og hække rammer jeg strandvejen, hvorfra jeg begynder en vandring, med rimeligt underlag.

Okay… Her ses så en mand på nu 57 år, gående langs strandvejen med 7mm. våddragt, Crocs og kniv på armen.
Nå ja og nyt morderligt fint ur!!!
Klokken er blevet 06.15 og jeg er mere træt af mig selv, end blot træt.
“Brrrmmm”… Mit fine nye ur synes det vil fortælle mig noget…

Med fyrværkeri og blinkende lys ”fortæller” uret mig at dagens skridtmål er nået .(!)

Det er sku da meget sjovt – men kun meget LIDT sjovt! 😉 10.000 skridt kl. 06.15 en søndag morgen. :-/

06.45 tager min fine Opel imod mig. Drikker mig en flaske vand mere og triller mod mit udstyr i krattet, der næsten mod forventning er vildt nemt at finde. (?)

Kl. 08.15 er jeg hjemme i Rødovre. Jeg er ikke populær, fordi min telefon jo har ligget i bilen…
Træt! og med et; ”undskyld mig det ene” og “undskyld mig det andet”.

Jeg tager mig et velfortjent varmt bad og ser forundret på mit ur der kan alt muligt,
men ikke hjælpe mig i nøden!?!

Uret vågner igen op med fyrværkeri og fanfare.
“Du har slået en personlig rekord.” (?)

Jeg finder mine læsebriller og ser hvorfor jeg skal fejres af mit nye ur.

Tillykke med de 60 etager! 😛

Jeg fik en tunge på ca. 2 m.db. 32 cm. Den smagte vildt godt. Således en fangstrapport! 🤪

Nu, set i bakspejlet er det sku da en meget sjov oplevelse.
Men planlægning, planlægning planlægning – særligt når jeg er ude alene er ikke en dårlig ide!