Øresund rocks - Torsk fanget af Hanzii ved Svalerumpen

Der er mange gode grunde til at melde sig ind i en dykkerklub, men et af dem, der virkelig trak for mig, var muligheden for at komme ud i båd. Selvom jeg kun har dyrket uv-jagt i knap to år, så kunne jeg mærke, at det trak i mig, så jeg sprang til, da der var en ledig plads. Op til min første tur, der desværre blev aflyst på grund af bølger, havde Jess adviseret mig om, hvad jeg skulle medbringe, så jeg var klar, da jeg troppede op en tidlig morgen i Skovshoved. Denne gang var vejret nær perfekt med høj sol og fladt vand. Jeg hilste på Fadi, Mikkel og Morten og kort tid efter gik turen mod Ryggen. Undervejs tog Morten sig god tid til at undervise i båddyk og sikkerhed, og da vi gjorde holdt første gang, sørgede Mikkel for at vise mig position og forhold på bådens kort, så jeg havde godt styr på, hvor vi befandt os, og hvad der foregik, inden jeg for første gang hoppede i midt i Øresund.

Eneste hage ved forholdene var en sydgående strøm, der kunne påvirke sigten negativt. Det viste sig desværre at være tilfældet, og på første spot, hvor der var 7-10 meter dybt alt efter hvor man fik sig placeret, skulle man omkring 4-5 meter ned, før man fik øje på bunden. Som nybegynder med korte bundtider og en maksimumdybde på 5 meter, betød det, at der var tale om noget af en udfordring. Men vandet var roligt og M&M havde forberedt mig godt, så jeg blev gradvist bedre og fandt da også ud af, at jeg godt kunne komme de 7,5 meter ned og kigge. Og jeg begyndte da også at få øje på torsk. Men at dykke ned, trykudligne, danne sig et overblik, spotte torsken, sigte og skyde viste sig alligevel at være lidt for mange ting på én gang, så det blev ved træningen.

Men på den sydligere del af Ryggen kom bunden os i møde og sigten blev bedre. Så udover at nyde synet af solens stråler på muslingebankerne, så begyndte jeg også at se torsk, der kunne skydes. Desværre var de sky, og så også mig, så jeg følte mig lidt som en dokumentarist i færd med at optage film om torskens habitat med særlig fokus på fiskens flugtmønster. Og ikke nogen god dokumentarist, for alle de mange klip af torskehaler på vej væk, der står indprentet på min hukommelse, kunne ikke rigtig ses på min film, da jeg kom hjem – sikkert fordi kameraets rækkevidde i det grønne vand ikke helt kunne måle sig med mine øjnes.
“Torskens habitat med særlig fokus på fiskens flugtmønster”

Imens jeg kæmpede, fik Morten tre fine torsk, Mikkel fire og Fadi en enkelt. Og jeg fik hørt mig selv bande i snorklen, da jeg satte spyddet lige der, hvor en pæn torsk havde stået sekundet før – og denne gang fik jeg det da på video. Jeg havde nu en klar fornemmelse af, at jeg ventede lige et sekund for længe med at skyde, og skræmte torskene, fordi jeg var for bange for ikke at ramme på større afstand. Det eneste jeg fangede, var Fadis bøje, der pludselig kom drivende …
Det blæste op og turen hjem blev da også en del mere bumpende, men i vandet var der stadig fokus på fiskene.

Jeg er en ældre herre i dårlig form, og jeg har aldrig før dykket så længe, så dybt og så mange gange for så lidt, så da turen nærmede sig sin naturlige afslutning var jeg med en naturlig træthed klar til at acceptere nederlaget og vende hjem. På trods af manglende resultat, havde jeg nydt naturoplevelsen og fornemmelsen af blot at drive midt i et af Danmarks travleste stræder. Og jeg havde fået flyttet nogle grænser og lært lidt, som forhåbentlig ville kunne bruges næste gang.

Men i stedet for at vende næsen hjemad, sagde Mikkel ”Hans skal da også have en torsk, skal vi ikke lige give Svalerumpen et skud?” Ingen modsatte sig og sådan blev det. På Svalerumpen var vandet endnu klarere og på det lave vand omkring de 5 meter så jeg tre pæne torsk, udvalgte mig den midterste, svømmede ned og satte et skud lige i nakken på den. Få minutter efter gjorde jeg det igen.

Og så havde jeg pludselig glemt, at jeg var lidt træt og mine tæer var lidt kolde. Det blev dog ikke til flere pletskud. Jeg strejfede en sej på den rigtige side af 1 kg, der blev så chokeret, at den pænt svømmede i cirkler, mens jeg febrilsk ladede min harpun. Men lige inden jeg var klar, kom den i tanke om, at den nok burde vælge en retning og stikke af.

Men det gjorde ikke noget. Det havde været en god dag på sundet. Jeg slog ingen rekorder (ud over den personlige), men mine to torsk var heller ikke færrest eller mindst og jeg havde en klar fornemmelse af, at have lært noget af alle mine forsøg, der i sidste ende ledte til succes.
Nok til, at datter et par uger efter bad om fish’n’chips til sin fødselsdag, kunne jeg levere varen (i en gurkemeje-beer batter og med hjemmelavet tripple cooked fries og sauce tartare til.)

Selv uden fangst, ville det have været en god tur i dejligt vejr og behageligt selskab, men med fangst til sidst, blev det også til en klassisk succeshistorie. Nu kan jeg dårligt vente på at få chancen igen.