Black Marlin fanget af MadsFJacobsen ved Inhaca Island, Mozambique

Februar 2019,

Vintermørket har sænket sig over det danske land, og farvandene ligger kolde og mørke hen, der er langt mellem dykkene og det eneste vand man regelmæssigt ser, er svømmehallens til de ugentlige undervandsrugby træninger. Der er dog lys for enden af tunnelen! I selskab med to kammerater, Kasper og Nicolai, er en plan om at flygte fra den danske vinter, ned til varmt vand, sol og store fisk, blevet forfattet.
Vores destination er Afrikas sydlige østkyst, nærmere bestemt Inhaca Island, Mozambique. Et sted, hvor det blå dyb danner hjemsted for nogle af verdens største rovfisk. Jeg stiftede først bekendtskab med Mozambique gennem videoer af den legendariske spearo Chris Coates, samt bogen ”Bluewater Hunting and Freediving” af Terry Maas (en sand bibel).
Inhaca Island er lokaliseret en times sejlads fra hovedstaden i Mozambique, Maputo. Øst for Inhaca Island ligger Maputo Bay, også kendt som Bull Shark Bay. Her er der dårlig sigt, og som navnet antyder, fyldt med bull sharks. Med andre ord: alle ingredienserne til noget rigtigt spændende uvjagt!
Det var imidlertid ikke Bull Shark Bay, der skulle danne rammen om mit hidtil største fiskeeventyr. Men derimod vestkysten, hvor de vindblæste strande fortaber sig i det dybe, blå, strømfyldte hav og det næste land man støder på er Madagascar små 2000km væk.

Forventningsfulde stiger vi af flyveren med forestillinger om fladt, blåt vand. Vi får os desværre en slem overraskelse! For elementernes rasen har vi mennesker ingen kontrol over, og Mozambique har været ramt af en cyklon ugen før vi ankommer (og vil blive ramt af endnu en cyklon, kort efter vi tager hjem). Dette betyder, foruden den humanitære katastrofe, store dønninger, blæst, bølger, dårlig sigt samt intermitterende regn. Da vi møder vores guide Victor Serraventoso, med tilnavnet Crazy Victor (vi skulle senere lære hvorfor!), er han da også overrasket over vi ikke har aflyst turen endnu. Ohh well, nu er vi her, og Crazy Victor dykker i al slags vejr! Så i halvmørke og mod 2m høje bølger, med båden pakket med dykkergrej, forplejning og 450L benzin i dunke, stævner vi ud af havnen i Maputo over Bull Shark Bay mod Inhaca Island. Adventure awaits!

De første to dage fortsætter det dårlige vejr, og på vores ture kan vi ikke komme særlig langt fra kysten. I løbet af disse dage akklimatiserer vi, og pudser dykkerformen yderligere af. Vi får dog skudt en del fine fisk, som Spanish Mackerel, Cobia og Golden Trevally, men ingen monstre. På den tredje dag lægger vinden sig endeligt lidt, og selvom forholdene er langtfra optimale, kan vi komme længere ud til nogle af de mere isolerede bluewater spots.

Planen er et spot 70km fra kysten, hvor Victor fortæller at alt er muligt. Spændte gearer vi op og sætter afsted fra Inhaca. Det regner stort set hele vejen derud, og vi bliver kastet rundt i bølgerne, mens vi i horisonten kan se dele af den kinesiske fiskeflåde. Vandet har en næsten sort farve, og jeg kan ikke lade være at tænke på ”Agua Negra” af David Ochoa, det tegner godt!

På spottet hopper vi alle fire i vandet; Nicolai, Kasper, Crazy Victor og jeg selv, mens bådmanden, Iglesias, hænger med båden lidt væk og følger aktiviteten tæt. Vi benytter en klassisk bluewater teknik, hvor man smider en lokkedue, en såkaldt flasher, der ligner byttedyr for de store rovfisk. Man fordeler dykkerne ensartet rundt om denne flasher, og så dykker man på skift om flasheren, der hænger fra overfladen ned til 15-20m. Taktikken er at være afvejet så man kan hænge vægtløs et par meter under flasheren, mens man kigger ud i vandsøjlen, og scanner det blå dyb for omridset af noget stort. De store fisk bliver ikke hængende længe, og det er klart mest interessant at dykke først.

Der er nogle helt andre krav til harpun og bøjeopsætning, når sigten er god og fiskene er store. Dette er en diskussion for sig selv, som jeg ikke vil gå ind i her, men blot nævne at jeg brugte en 140cm Rob Allen Tuna, med 2x 16mm elastikker, et 180cm langt, 7.5mm tykt spyd, til dette sad 5m 3x stræk Rob Allen bungee samt 30m stærkt reb, og for enden af dette en 7L hard foam flåde, også fra Rob Allen, rigget som et break away setup (nok til at skyde og lande 90% af de fisk vi ville møde, men ikke nok til en Black Marlin som jeg snart skulle erfare).

Vi ligger i overfladen og driver rundt, Nicolai er lige kommet op fra sit første dyk på spottet uden at se fisk. Det er min tur til at dykke og jeg ligger i overfladen og mærker kroppen slappe af, trækker vejret roligt, 4 sekunder ind, 8 sekunder ud, 1 dyb indånding, duck dive og så afsted. På vej ned mærker jeg at min bøjeline er ved at vikle sig rundt om mit ben, jeg kigger op og får redet trådene ud for derefter at fortsætte ned i dybet (havde linen siddet om benet på mig med en vred Black Marlin i den anden ende, kunne tingene have gået grueligt galt). For enden af flasheren afbryder jeg mit fald og begynder at scanne ud i vandsøjlen. Der går ikke mange sekunder før jeg får øje på omridset af en halefinne som jeg ved kun kan tilhøre en Marlin. Jeg følger halefinnen med øjnene og ud af den blå baggrund træder en velvoksen Black Marlin frem. Den har været inde og tjekke vores flasher ud og er allerede på vej væk igen, ud i det store blå tomrum. Jeg er lamslået over hvor imponerende det er at iagttage dette top rovdyr sit rette element. Den cruiser majestætisk forbi, altimens den laver blide slag med den store halefinne (et hurtigt slag og så er den ude af syne, time is of the essence!). Jeg ved at hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lande den, er det altafgørende at skuddet er godt. Jeg vil ikke risikere at skyde den i bugen, for at den river sig fri og bliver ædt af hajer kort tid efter. Det er kongen af havet og han fortjener en værdig død. Den første opgave er at komme indenfor rækkevidde og få Marlinen i profil så jeg kan sætte et godt skud i den. Jeg husker en gammel Youtube-video fra Tim McDonald (En fabelagtig australsk spearo), her fortæller han at Marlins ikke kan lide at man svømmer efter dem, de føler sig intimiderede og vender ofte rundt for at se hvad du er. Jeg ved ikke om det er held eller forstand, men jeg får lavet et par finnespark i retning af Marlinen og langsomt drejer den mod højre ind i min bane, og præsenterer mig med en skudmulighed. Jeg sørger for bøjelinen er fri, spænder op i armen og sender spyddet afsted mod Marlinens hoved. SLAM. Ikke det killshot jeg havde håbet på, men jeg kan se at spyddet sidder dybt i gællepladen og en sky af blod står ud i vandet. Et godt skud. Marlinen sætter kursen mod Madagascar og ræser afsted med et spor af blod og mit break away setup efter sig. Jeg skynder mig mod overfladen, og ser på vej op at Kasper har ligget over min skulder under hele dykket med kamerastativet og foreviget skuddet, fantastisk! Jeg giver ham thumbs up, og fortsætter mod overfladen. Dog er den ikke i båden og det er endnu for tidligt at juble, da der stadig er en risiko for den river sig, eller værre, bliver ædt af hajer (netop dette spot var, som vores guide var så elskværdig senere at afsløre, umådeligt sharky).

Jeg rammer overfladen og råber: ”Marlin, Marlin!”. Nicolai griner og ser vantro på mig, mens Victor styrter over og holder fast i min lille 7L Rob Allen bøje, der kan forsvinde under bølgerne hvert øjeblik det skal være. Victor råber:”BUOY! BUOY! BUOY!”, og der følger et par hektiske sekunder mens vi får hægtet Nicolais bøje og bøjeline på min, så vi i alt har 10m bungee, 60m line og to 7L Rob Allen bøjer forbundet til en vred Marlin, der er på vej mod Madagascar, fighten kan begynde!

Jeg griber straks fat i linen og kan mærke at den stærke fisk trækker afsted med mig og bøjerne på slæb, jeg bruger armene til at klatre op langs linen og kommer gradvist tættere på fisken. Marlinen kæmper sig fremad 10-15m under overfladen, og indimellem forsøger den at dykke dybt, hvilket resulterer i at jeg bliver trukket under og må give slip på linen og starte mit foretagende forfra. Da spyddet er dybt forankret i begge fiskens gælleplader, kan vi trygt lægge meget pres på fisken og køre den træt hurtigt, noget man ellers ikke kan, hvis skuddet er yderligt eller i bugen og man er bange for det ryger ud. Denne rutine gentager sig i 20min, hvor vi langsomt udtrætter og kommer tættere på marlinen.

På et tidspunkt søger Marlinen helt op under overfladen og pludselig bliver linen helt slap. Mit hjerte synker i brystet, og jeg tænker det værste; at vi har mistet ”the fish of a lifetime”. Imens jeg nedslået overvejer hvilket led i kæden, der er sprunget, opdager jeg en mørk silhuet, der kommer direkte mod os lige under overfladen. Det er marlinen! Den er stadig på, men den har kurs lige mod os. Shit. En vred fisk, der kan blive op til 5m lang og veje op mod 670kg med et spyd forrest, en topfart på 129km/t og som ved flere lejligheder angrebet folk der kom for tæt på, enkelte gange med dødelig udgang. Dette ligger og trykker bagerst i hovedet, mens marlinen kommer tættere på os. Jeg kigger rundt, for at forsøge at finde en løsning på denne situation, og ser til min lettelse Nicolai, der ligger med sin ladte harpun ved siden af mig. Fint, han kan skyde Marlinen igen, hvis den kommer for tæt på, og som en sand gentleman, lægger jeg hånden på ryggen af ham og skubber ham ind foran mig og i retning af marlinen. Nicolai, der ikke ved hvad jeg har i tankerne, undrer sig over pludseligt at være alene i front mod Marlinen, og at dømme efter hans ansigtsudtryk er jeg overbevist om at hans dragt skulle vaskes ekstra grundigt den dag.

Til vores held, drejer Marlinen pludselig af og vi genoptager kampen. Efter yderligere 10 minutter kan vi få Marlinen så tæt på at vi kan placere et nummer to skud, og besegle dens skæbne. Da skuddet rammer lyser Marlinen op i den flotteste blå farve. Få minutter efter vi har placeret nummer to skud, ryger mit eget spyd dog pludselig ud af fisken, det er modhanen på spyddet, der er brækket af. Et testamente til de kræfter, der er på spil når man jager Black Marlin. (netop dette spyd hænger på væggen i skuret!) For en sikkerheds skyld sætter vi et endeligt tredje skud, og kampen er ovre.

Mælkesyren brænder i armene og adrenalinen suser rundt i kroppen, mens vi forsøget at hive fisken op i båden. Det er svært og vi må være to om det. Da den endelig kommer op, fylder den det meste af båden. Selvom det regner og bølgerne vugger os fra side til side, er stemningen ekstatisk! Det er kulminationen på måneders planlægning. Jeg knæler ned ved siden af Marlinen og lægger hånden på den massive krop. Tak for kampen ven!

Flere billeder

Fangsten

Art

Black Marlin

Vægt 115000
Længde 200
Sted Inhaca Island, Mozambique
Fangstdato 2019-02-20

Udstyr

Harpun Rob Allen Tuna Rail Open 140
Våddragt Polosub 3.5mm smoothskin top, Yazbeck 1.5mm bund
Dykkermaske Salvimar Noah
Svømmefødder Pathos Abyss
Bøje 7L Rob Allen Hard foam float
Bøjeline 30m stærkt reb+5m bungee
Dykkerur Suunto D4F
Undervandskamera Gopro Hero 7
Bøjeline fæstnet i andet


Se stillingen i konkurrencen: “Kingfish Sommercup 2022”

Se stillingen i konkurrencen: “Uvjægerens klubcup 2022”


Fangster er sponseret af

Forhold

Temperatur 27

Stem på fangsten til årets fangst

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *