Sophie Breinholt – ny konkurrence undervandsjæger
Sopie Breinholt er en af de nye stjerner blandt kvinderne i dansk undervandsjagt. Hun satser lige nu benhårdt på EM 2019 der afholdes i Danmark.
Barn af jernlungerne – hvordan det hele startede
Sophie fortæller om starten.
“Det er måske egentligt noget der går langt tilbage med mange aktiviterer som har bidraget til at jeg siden hen er startet med at undervandsjæge. I 2004 begyndte jeg til junior fridykning hos Jernlungerne i Herlev som 14-årig sammen med min bror, efter jeg stoppede som konkurrencesvømmer.”
Jeg gik hos Jernlungerne de fleste af mine teenageår og jeg husker det som en rigtig fed tid, hvor vi b.la. tog på dykkerlejr hver sommer til Samsø, hvor vi brugte hele ugen på at dykke og lave alle mulige sjove vandaktiviteter. Vi nøjedes dog dengang med at kigge på fiskene frem for at skyde dem.
Da jeg blev student flyttede jeg til Australien og New Zealand i nogle år, og da jeg vendte hjem til Danmark for at studere begyndte jeg til undervandsrugby, hvor jeg så spillede jeg et par år for Amager UV og kvindelandsholdet. Jeg husker dog en periode som nok kan have påvirket det en del og det var da jeg flyttede til Mauritius i 3 måneder i praktikophold. På Mauritius boede jeg nemlig lige ved siden af stranden og koralrevet, og der dykkede jeg næsten hver dag.
At så bagefter at komme hjem til København og så kun være i svømmehallen, udviklede jeg et stort savn til det at komme ud i naturen og gå på opdagelse under vandet. Det begyndte at ikke være nok for mig kun at dykke i havet når jeg tog til Asien i et par måneder om vinteren. Jeg husker at det er i omtrent denne periode, som er for knapt 3 år siden, at min bror så også begynder at forsøge sig med undervandsjagt, og det sætter tankerne i gang hos mig.
Jeg kan huske at jeg finder min oldgamle våddragt i 14 mm (!) (7mm fuldragt + 7 mm shorty) fra mine teenageår, og bevæger mig så ud som Michelin-manden udrustet med en lånt harpun et sted nede ved Holtug Kridtbrud. Jeg fanger selvfølgelig ikke en dyt, men den dag er jeg så heldig, at der var fantastisk sigt og havblik. Hele området der er super smukt både over og under vandet, og jeg er allerede bidt af at være i vandet igen på den måde i Danmark.
Fangsten er ikke det vigtigste når jeg uvjager
Jeg tror faktisk at det er naturoplevelsen som vægter allerhøjest for mig. Jeg kan godt være helt lykkelig efter nogle timer i vandet på opdagelse, selvom jeg ikke har fanget noget. Jeg har haft mange nulture, specielt i starten, men det gjorde mig egentligt ikke så meget.
Når jeg er under vandet er man bare helt tilstedeværende. Hvordan skulle jeg kunne se det som spild af tid, når jeg lige havde brugt nogle skønne timer udenfor med at bevæge mig i hvad moder natur har skabt fremfor derhjemme på sofaen? Nu har jeg så udviklet mig en del siden da og kan mærke store fremskridt med evnerne til at forstå vind, vejr, havbund og de forskellige fiskearters adfærd. Det gør det selvfølgelig endnu sjovere, og det er jo et rent adrenalin-kick når man endelig finder fisken!
Det at jeg har fanget min egen mad, som jeg kan lave til mig selv, min familie og venner, har også en kæmpe betydning for mig. For knapt fire år siden begyndte jeg at omlægge og tænke mere over min kost (og andre vaner), hvor den kom fra, og hvilket aftryk den har på vores klode, og den natur jeg holder så meget af. Det faktum at undervandsjagt nok (stensikkert, Nat Geo says so) er den mest bæredygtige form for fiskeri – det synes jeg også er noget af det fedeste.
Jeg drømmer om en stor torsk – og en dagsørred!
Jeg drømmer om at det er en sport, jeg kan blive ved med til den dag, hvor jeg er så gammel at jeg ikke kan bevæge mine ben længere. Jeg drømmer selvfølgelig også om at blive bedre og få udforsket flere steder i hele Danmark. På det mere personlige plan har jeg selvfølgelig også nogle fisk på min bucketlist. Blandt andet en torsk på 10+ kilo, og den famøse dagsørred. Jeg drømmer også om at komme mere til udlandet, blandt andet Norge som jeg endnu ikke har besøgt, og tilbage til Indonesien efter en.. dogtooth! Man har vel lov til at drømme.
Altid en udfordring at finde tiden…
Hvad der begrænser mig mest lige nu, er nok allermest mangel på vandtid. Jeg bor inde i byen, har ingen bil, og arbejder tit i weekenden og om aftenen. Det begrænser mig desværre meget, da der er en masse ture jeg ofte må takke nej til. Specielt med folk jeg kan lære en del af. Det er jeg ærgelig over, men håber at jeg i fremtiden kan skabe mig en situation hvor jeg kan komme ud oftere.
Måske kommer jeg rigtig dybt en dag…
Nu har jeg lige fået mig en plads på landsholdet efter jeg deltog til DM på Bornholm, så lige nu ønsker jeg selvfølgelig at jeg kan bidrage til at vi klarer den godt til CMAS’s Europæiske mesterskaber til september i år. Det ville være rigtig fedt, specielt da det bliver afholdt her i Danmark. Bagefter har jeg også et mål om at deltage i konkurrencer i udlandet. Jeg har også længe haft et mål/drøm om en dag at ramme de 50 meters dybde, men det er noget jeg ved kommer til at tage meget tid og træning.
Uvjægere er mega flinke når man møder miljøet som ny
Jeg oplever det faktisk som et helt utroligt imødekommende miljø. Folk har bare været så flinke og villige til at lære fra sig. Da jeg startede kendte jeg ingen andre end min bror, og der var vi begge grønne. Jeg begyndte at komme mere ind i miljøet, da jeg en gang sidste år meldte mig til et arrangement hvor vi skulle ud og sætte små havørredyngel ud i åen. Dem som var med var bare super søde, og flere opfordrende mig til at deltage i flere arrangementer og ikke være bange for om jeg var god nok.
Jeg blev derefter inviteret til en julefrokost med en gruppe af UV jægere, og så begyndte jeg ligesom derfra, at kende flere jeg kunne tage ud med. Så ja, jeg synes virkelig at folk i miljøet har været så gode til at lære fra sig.
Jeg kan takke Danni Stidsen for at lære mig hvordan man finder pighvar, Oliver Siefert som først viste mig at alle de torsk jeg før ikke kunne finde gemte sig på vrag og hvordan man finder dem, Tom Helm for at lære mig om Hornfisk og Ørred, og Murat for hvordan jeg fanger de hurtige flade ved at snige mig op på dem og gribe dem i halen. Så det er bare om at melde sig til arrangementer selvom man ikke kender nogen! 
Sophie Breinholts dragt på dette foto er en Frivannsliv der forhandles af Kingfish.dk
Mit dybeste dyk
Mit dybeste dyk er da jeg for cirka halvandet år siden ved et tilfælde mødte franske konkurrencefridykker Remy Dubern i Indonesien, som jeg så trænede med i to dage. Jeg havde kun trænet nogle gange på en fridykkerline før og ofte med trykudligningsproblemer, men med hans vejledning fik jeg ramt de 35 meter, da jeg på anden dagen fik styr på mit frie fald, i stedet for bare at sparke med benene hele vejen som jeg plejede..
Hvilket øjenåbner det dog var!
Desværre skulle vi videre dagen efter, og havde derfor ikke mere tid til at forsøge at nå dybere. En dag i den nærmeste fremtid vil rigtig gerne et sted hen hvor jeg kan øve mig, da jeg kunne mærke hvilken stor forskel det gjorde at få styr på den del.
I Danmark er det dog omkring de 20 meter jeg har dykket til ude i Øresund. For mig, er det lidt en anden sag at dykke langs en line man føler sig tryg ved i dejligt blåt og varmt vand, end det er i Øresunds kolde, mørke, grønne vand med strøm, hvor det mest af alt minder om at svømme ind i et sort hul.
Min største fisk – var også min første!
Den vejede cirka seks kilo. Jeg fik dog lidt hjælp til den. Det var da jeg var med min bror og Oliver ude første gang på et vrag. Oliver startede med at dykke ned og kom op så op med et jubelbrøl at der gemte sig masser af torsk. Han fortæller mig at jeg først skal tænde lygten når jeg ligger helt parat foran den lille sprække og så trække aftrækkeren hurtigt bagefter. Jeg får dykket derned og lagt mig til rette uden at jeg egentligt ved hvad jeg skal forvente. Da jeg så tænder lygten får jeg et chok over alle de mange torsk der glor lige tilbage på mig.
Jeg er sikker på at de to andre kunne høre mig lukke både mærkelige lyde og luft ud. Så jeg fryser og jeg kan slet ikke kan bestemme mig hvilken fisk og hvor jeg skal skyde. Jeg får trykket på aftrækkeren, men skuddet rammer et ret dårligt sted lige under rygfinnen. Jeg får trukket fisken ud, men fisken spræller som en anden galning, da spyddet er gået igennem lige igennem, så det nu kun er linen som sidder lige mellem ryggen og finnen. Det er kun et spørgsmål om tid inden den river sig af, og den formår så at vriste sig fri ud af hænderne på mig og stikke af i en hulens fart med , og ja her føler jeg så at jeg ikke har mere luft tilbage. Eller nogen ladt harpun.
Heldigvis kommer de to andre hurtigt til undsætning, og hver sender et spyd afsted mod staklen på flugt med halv rygfinne, og de rammer et solidt skud, så torsken kommer med hjem. Det er den fisk jeg har fanget, med hjælp til, der har vejet mest. Jeg håber dog snart at kunne lave om på det, da jeg rammer lidt bedre nu 
Mit yndlingsspot
Jeg elsker at dykke i Øresund. Det er bare et fedt sted, når man har adgang til en båd. Der er masser af fisk, vrag, dybt vand, og jeg kan faktisk også ret godt lide at jage i strøm, specielt når der er en båd til at samle én op.
Jeg supplerer uvjagt med anden træning
Jeg dyrker en del anden træning såsom funktionel træning, yoga og så har jeg surfet en masse de sidste 8 måneder. Om det gør mig til en bedre uvjæger, det ved jeg ikke helt. Men jeg tror at en generel god fysisk form altid er en fordel, tid i vandet, og mon ikke de yoga vejrtrækningsøvelser bidrager til at jeg bedre kan styre mit åndedræt.
Tak til Sophie!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!