En øl og to flotte HØ, del 1.

Mandag stod i marinbiologiens tegn for undertegnet; først ud i Nivå Bugten i vaders og se på benthosfauna og dernæst en aftale med nogle studiekammerater om at svinge harpunerne. To af os startede en tur omkring Helsingør, men turen bød ikke på andet end et par lubber omkring målet til mig selv, da jeg alligevel skulle øve mig i at få en ny lineopsætning til harpunen ind i rutine og samtidig ligeså godt kunne få lidt “target practise”.

Efter dykket fik vi selskab af en tredje, som var færdig med at studere for dagen, så efter en lille lur på en sofa i kantinen på KUs institut i Helsingør Havn og en pastaret fra et pizzaria, drog vi afsted mod Hornbæk Plantage på jagt efter pighvar og havørred. Jeg havde været lidt i løbende kontakt med Morfar/Torben i løbet af dagen ang. sigt på nordkysten og lidt om lokaliteter, og da vi alligevel ikke skulle samme sted hen, aftalte vi at bedste fisk vandt en øl. På trods af det lidt magre væddemål, skulle konkurrencen vise sig fra sin bedste side denne aften.

Vi rammer vandet et par timer før midnat og har en ok sigt. Jeg var ved rimelig godt humør og som den mest erfarne af os tre, også opsat på at skulle have godter med hjem; omend kæresten inden da højt og klart havde fortalt mig at pladsen i fryseren var mangelfuld og fuld af fisk i forvejen, så at jeg skulle tage det roligt. Forholdene er da også næsten perfekte: jeg lå og svømmede i den ene sildestime efter den anden, der var tobis til højre og venstre, og over sandet var der masser af små torsk, som altid ligger godt i maven på de store pighvar. Efter halvanden time havde jeg ikke set andet end småfisk og sild, hvorefter jeg efterhånden begyndte at overveje om jeg skulle prøve at få nogle af de store sild, så jeg i det mindste ikke kom tomhændet hjem. De få ørred jeg så var enten på målet eller en del under, altså ikke noget af interesse. Samtidig begynder jeg at fryse lidt og beslutter mig for at svømme tilbage mod start, hvilket desværre nok ville betyde at jeg skulle give Torben øl. Ikke så langt fra land, mødes jeg tilfældigvis med den ene af min kammerater, som bare har en fest. Udover at han står og kæmper med en ca. 500-1000g pighvar i en retning, så jeg bestemt ikke ville have undgået den om han ikke havde været der, har han 2 andre hængende på stringeren, hvor den ene faktisk er noget af et skrivebord (2,2 kg viste det sig senere). Min forhåbninger havde selvfølgelig været at han også havde haft en lorte aften og at vi evt. kunne gå op sammen. Konfronteret med et potentielt dobbelt nederlag, både til Torben og til min kammerat, beslutter jeg mig for at svømme lidt videre langs sandet for at checke om han måske har overset en hvar eller to. Det havde han ikke, så efter ti minutters tid, drejer jeg om og tænker at jeg tager det inderste stykke på vejen hjem.
Jeg har ikke svømmet i to minutter, da jeg ser en stor sølvglinsende skygge i øjenkrogen, og fisken er så tilpas rolig at jeg har tid til at få sigt og et (næsten) perfekt skud på hende inden for 30 sekunder. Kampen tog naturligvis længere tid, men jeg får den endelig krammet og aflivet med et nakkecut og stik i hjernen. Fisken på stringeren og videre, hvorefter jeg støder på en markant mindre havørred ganske kort tid efter, men også denne er helt rolig, går fri af stenen den stod ved og lader mig få et fint skud ind på den. Den her kæmpede faktisk en del mere, men jeg får den også endelig på stringeren, og beslutter mig at tage ind, nyde sejren og den kommende øl.

Det viste sig at været personlig rekord på 5,6 kg og 75 cm på den store og 2,2 kg på den “lille”, hvorefter jeg naturligvis er sikker på at øllen er min. Ligesom man også kan tro at de to flotte HØ i titlen henviser til mine eksemplarer. Men næ nej, Morfaren ville det anderledes, hvilket blev udtrykt i en telefon samtale lidt senere på natten. Torben fortæller mig at, det nok er mig der kommer til at give ham øl, hvorefter jeg kækt spørger ham om han kunne slå 5,6 kg, og han endnu mere flabet svarer “ja, det tror han faktisk godt”.

Jeg giver ham ikke fornøjelsen af at poste billeder at hans fisk (for det er jeg sikker på at han nok selv skal gøre), men jeg kan tilføje at fordelen ved at skyde hunner, og ikke krogede hanner, er at de er fyldt med rogn – helt præcis 850g var der i den store, og som bonus var den lille faktisk også en hun, hvilket gav samlet over 1000 g ørredrogn!